Der er større risiko for, at unge mennesker forsøger at tage deres eget liv, hvis deres forældrene også har forsøgt at begå selvmord, eller hvis forældrene har været psykisk syge. I de to første år efter forældrenes selvmordsforsøg eller psykiske sygdom er der særlig stor fare for, at de unge også forsøger at tage livet af sig selv, viser ny forskning i følge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
Danske og svenske forskere har undersøgt mere end 15.000 teenagere og unge voksne, som har forsøgt at begå selvmord.
Unge mennesker har højst risiko for at forsøge selvmord relativt hurtigt inden for to år, efter at deres forældre har prøvet at tage deres eget liv, konkluderer forskerne fra Københavns Universitet og Karolinska Institutet i Sverige. Resultaterne er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.
Selvmordshyppigheden er generelt er faldet gennem de senere år i Danmark, men det gælder ikke for selvmord blandt unge. I både Danmark og andre europæiske lande er antallet af teenagere og unge voksne, der forsøger at tage deres liv, steget markant. Derfor er behovet for viden på området også stort.
Man har længe vidst, at der er sammenhæng mellem unges selvmordsforsøg og forældrenes selvmordsforsøg, død eller udbrud af psykisk sygdom, men med den nyligt offentliggjorte undersøgelse klarlægger forskerne, hvor lang tid efter forældrenes selvmord risikoen er størst.
Baseret på mange tusinde selvmordforsøg har forskerne undersøgt, hvilke begivenheder der gik igen i årene op til selvmordsforsøget hos teenagere og unge voksne. På den måde har de identificeret en række tegn, der kan tjene som tidlige advarsler for selvmordsrisiko.
»I vores undersøgelse stak det tydeligt ud, at unge mennesker – særligt teenagere – har den højeste risiko for selvmordsforsøg relativt hurtigt inden for to år, efter at deres forældre – især moderen – har forsøgt at tage deres eget liv.«
»Det betyder, at man i Sundhedssystemet skal være klar over, at børn af personer, der forsøger at begå selvmord eller bliver ramt af psykisk sygdom, er i særlig risiko for selvmord,« siger forsker Theis Lange, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i pressemedelelsen fra Københavns Universitet.
Især døtre har en øget risiko for at kaste sig ud i selvmordsforsøg, efter moderen har været indlagt på grund af psykisk sygdom, viser den nye undersøgelse.
I ungdomsårene er størst risiko for at både piger og drenge forsøger at begå selvmord, efter at en af deres forældre har været indlagt med psykisk sygdom. Derefter falder risikoen støt med alderen.
»Undersøgelsen viser, at unge – især teenagere – har brug for støtte i tiden efter deres forældres hospitalsindlæggelse på grund af psykisk sygdom og selvmordsadfærd for at forhindre selvmordsforsøg hos de unge selv. Derfor er et effektivt samarbejde, især mellem voksen- og børne- og ungdomspsykiatri af stor betydning,« siger Ellenor Mittendorfer-Rutz, adjunkt ved Institut for Klinisk Neurovidenskab, Karolinska Institutet, der stod i spidsen for undersøgelsen.