De fleste danske skoleledere prioriterer det pædagogiske arbejde, personalepleje og strategi højere end økonomi og administration. Men skoleledelsen påvirkes også af skolens størrelse, elevsammensætning, konkurrence om eleverne og styring fra kommunen. Det viser en ny undersøgelse fra SFI.
Pædagogik over administration
På baggrund af blandt andet svar fra 688 folkeskoleledere konstaterer SFI’s forskere, at lederne i gennemsnit bruger omkring halvdelen af deres tid på pædagogik, personaleledelse og strategi. Administration og økonomi uddelegeres i høj grad til mellemledere.
Langt de fleste skoleledelser opstiller konkrete mål for faglighed og trivsel på skolen, mange overværer af og til læreres undervisning i klasseværelserne og går i dialog med lærerne om pædagogiske problemstillinger.
Rapporten er første del af en stor undersøgelse af skoleledelse i folkeskolen. Anden del udkommer i december 2011. Her vil forskerne belyse sammenhænge mellem forskellige ledelsesformer og elevernes læring og trivsel samt lærernes trivsel. Undersøgelsen er bestilt af Uddannelsesstyrelsen på vegne af Skolerådets formandskab.































