Krydstogtskibe og fragtskibe i havsnød i det isfyldte farvand omkring Grønland får markant højnet sikkerheden til næste år. For et satellitbaseret AIS-system er på vej, skriver ing.dk.
Det giver Grønlands Kommando, der overvåger sikkerheden i farvandet, mulighed for både at overvåge og kommunikere med skibene.
Fra en listepris på 1,7 millioner kroner årligt for at satellitovervåge sejladsen i grønlandsk farvand presser konkurrence på markedet for satellitleverede data nemlig prisen ned. Hvad prisen bliver til næste år, afhænger af udbydernes antal. Men ét er sikkert: Den er på vej ned.
Den nyhed modtager Grønlands Kommando med begejstring:
»Hvis der opstår en nødsituation, vil vi præcist kunne guide fly og skibe hen til den position, hvor vi sidst har identificeret fartøjet. Det vil redde liv. Det er helt klart,« siger orlogskaptajn Michael Hjorth, der er chef for kommandoens operationsafdeling.
Hidtil har overvågningen af det stadigt mere trafikerede farvand været sporadisk. Det satellitbaserede LRIT-system (Long Range Identification and Tracking), som globalt blev indført for to år siden, rækker ikke rundt om polen og mangler desuden oplysninger om skibenes kurs, fart, dybgang og fragt.
»I dag har vi en begrænset dækning i overvågningen af området. Når vi kommer på den anden side af 76-77 grader nord, er der ikke længere nogen anden dækning end et manuelt indrapporteringssystem, Greenpos. Her melder skibene ind hver 6. time, og hvis en melding udebliver, reagerer vi med det samme. Men en melding hver 6. time er jo ikke tilstrækkeligt, hvis der sker en seriøs ulykke,« fastslår Michael Hjorth og tilføjer:
»Vandet er koldt, og mange kan nå at dø på kort tid. Jo hyppigere meldinger, desto større sikkerhed.«
Læs også: Forskere skal beskytte Grønlands dyr mod oliespild