KORT NYT FRA DANMARK:
»Jeg tror, der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring.«
Sådan lød svaret fra Danmarks nyudnævnte forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) til spørgsmålet, om han tror på, at verden blev til ved et ’Big Bang’, i et interview med Jyllandsposten. Til spørgsmålet »Tror du, vi nedstammer fra aberne«, svarede Esben Lunde Larsen i samme interview:
»Jeg tror, der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til.«
Disse udtalelser gør ham ifølge Mikael Rothstein, lektor ved Syddansk Universitet, til kreationist. Og det er uacceptabelt at have en sådan som videnskabsminister, udtaler religionshistorikeren i en artikel hos Politiken, som har kastet stor diskussion af sig efterfølgende.
»At myte, magi, mirakel og mytologi på nogen måder bliver sat som parallel til videnskaben, det er voldsomt foruroligende. Det skal vi afvise, vi skal ikke engang tage diskussionen, vi skal simpelthen afvise det,« lyder det fra Mikael Rothstein, ifølge Politiken. Han siger endvidere til avisen:
»Det er uacceptabelt, at han har et job, hvor han skal være øverste chef for forskning og videnskab i vores land, når han repræsenterer synspunkter, der står i et grelt modsætningsforhold til forskning og videnskaben.«
Ifølge Politiken hævder Mikael Rothstein samtidig, at der »ikke er grund til at tage guder alvorligt i relation til videnskab. Hvis man gør det, bør man holde sig fra videnskaben«. Det synspunkt deler Jens-André Herbener, der ligeledes er religionshistoriker, skriver Politiken.
»Man kan lige så godt sætte en kreationist til at være videnskabssminister, som man kan sætte en pyroman til at være chef for en brandstation. Visse ting udelukker hinanden,« lyder hans kontante udmelding.
Læs også:
Ny forskningsminister: Esben Lunde Larsen er den hidtil højst uddannede
Religion og videnskab er modsætninger
Kan religion og videnskab følges ad?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp































