KORT NYT FRA DANMARK:
I en suppedas af rekordlave temperaturer, giftige kemikaler og sollys, er der opstået et stort hul i ozonlaget.
Og snart bliver det måske endnu større.
Faktisk kan det blive det største hul i det beskyttende lag nogensinde. Det skriver Sciencemag.org.
Klimaforskere og meterologer er lige nu ved at finde ud af, hvad der vil ske, når forårssolen rammer ozonnedbrydende stoffer.
»Forholdene er optimale for nedbrydning af ozonlaget, og kan blive større end det rekordstore hul i foråret 2011,« fortæller Markus Rex, som forsker i atmosfærisk kemi ved Alfred Wegener Institue.
Han fortsætter, »om en uges tid, vil 25 procent af ozonlaget over Arktis være nedbrudt.«
Hver vinter opstår der hvirvelvinde over polarområderne, som isolerer kold luft i stratosfæren fra lavere breddegrader.
Det er forskelligt fra år til år, hvornår hvirvelstrømmene aftager, og derved frigiver kemikalierne i stratosfæren.
Men i år ser hvirvelstrømmen over Arktis ud til at være særdeles stabil, skriver DMI.
Det betyder, at de kemikalier som er i stratosfæren, altså er fanget i den kraftige hvirvelstrøm.
Samtidig har DMI målt rekordlave temperaturer inde i hvirvelstrømmen, på helt ned til minus 90 grader.
De lave temperaturer er med til at danne skyer i stratosfæren, som aktiverer kemikalier, der nedbryder ozonlaget.
»Det er endnu for tidligt at sige, om den polare hvirvelstrøm vil holde sig intakt til frem mod midten af marts måned. Skulle dette blive tilfældet, kan der forventes en betydelig nedbrydning af ozonlaget over Arktis i det kommende forår,« fortæller chefkonsulent på DMI Niels Larsen
For udover de kraftige hvirvelvinde og rekordlave temperaturer, spiller foråret også en rolle.
Solens UV-stråler forstærker nemlig nedbrydningen af ozonlaget yderligere.
»Årsagen til ozonnedbrydningen er, at stratosfæren er forurenet med ozonnedbrydende klor- og bromstoffer fra CFC- og halongasser, og med forårets komme får vi mere sollys, som så at sige kick-starter disse stoffers ozonnedbrydende egenskaber,« forklarer Niels Larsen.
De giftige kemikalier, har tidligere været brugt til at eksempelvis at lave køleskabe, men er i dag ulovlige.
Selvom de ikke længere bruges, har de en lang nedbrydelighed, og påvirker stadig stratosfæren.
Ifølge DMI, er det ikke klart hvad de lave temperaturer skyldes.
Men forskere forventer, at klimaændringer på længere sigt kan påvirke temperaturen i stratosfæren, skriver sciencemag.org
Læs også:
Årsagen til mystisk svind i ozonlaget over Arktis er fundet
Global opvarmning: Hvad er op og ned i debatten om CO2’s effekt på klimaet?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
agr