KORT NYT FRA UDLANDET
Pandaer i fangenskab burde have de optimale betingelser for at få unger. Det gør de bare ikke. Faktisk er det afsindigt svært at få pandaer til at yngle i fangenskab, fordi hun-pandaerne kun er i brunst cirka tre dage om året eller mindre.
Nu har forskere ved San Diego Zoo Institute for Conversation Research fundet ud af, at det kræver noget så vigtigt som kærlighed, hvis vi skal forvente at se panda-unger i de zoologiske haver. Det skriver in.reuters.com.
Når de sort/hvide bjørne får lov til at vælge deres egen partner i stedet for at blive sat sammen med en tilfældig, er der ifølge forskerne langt større sandsynlighed for, at de vil yngle.
Par, hvor begge parter havde vist en interesse for hinanden, havde 80 procent større chance for at få en unge, og selv hvis det kun var den ene part, der var interesseret, var der en succesrate på 50 procent, skriver washingtonpost.com. I alt har forskerne involveret mere end 40 pandaer til studiet, hvor de blev sat sammen tre og tre i store indhegninger, hvor de selv kunne vælge mellem to partnere.
»Indarbejder man valg af mage i avlsprogrammerne, kan det gøre en stor forskel for mange truede arter. Det giver en større succesrate og øger omkostningseffektiviteten,« siger Meghan Martin-Wintle, der er konserveringsbiolog ved San Diego Zoo og medforfatter på studiet, til Reuters.
Forskernes resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
Læs også:
Kampen for at bevare pandaen beskytter hele skoven
Pandaen er et rovdyr med dårlig smag
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml