KORT NYT FRA UDLANDET:
Amerikanske forskere har nu fundet frem til nogle af verdens allerførste primater. De levede i træerne og ikke på jorden, som forskerne indtil nu har troet. Det skriver forskning.no.
Indtil nu har forskerne troet, at de første primater levede nede på jorden, og først senere tog turen op i træerne. Amerikanske palæontologer har nu fundet og undersøgt anklerne fra et Purgatorius-fossil.
»Vi palæontologer har ventet længe på svar om hvilken slags dyr Purgatorius egentlig var«, siger palæontolog Jørn Hurum fra Universitetet i Oslo til forskning.no.
Selvom Purgatorius for længst er uddød og sandsynligvis ikke kan tilbagespores i lige linje fra aber og mennesker, er konklusionen klar: De første primater levede ikke nede på jorden, men oppe i træerne.
Purgatorius var et lille pattedyr på størrelsen med en rotte, som menes at have set ud som en mellemting mellem en halvabe og en spidsmus. Den levede for ca. 65 millioner år siden, og er altså dukket op kort tid efter, at de sidste ikke-flyvende dinosaurer var forsvundet fra jorden.
Udformningen af anklerne fra Purgatorius tyder på, at dyret havde egenskaber, som vi i dag forbinder med dyr, som kan rotere hænderne – ganske som vi mennesker og nære slægtninge kan gøre.
Ankelfossilerne blev fundet i staten Montana, og fundet har vækket stor begejstring blandt palæontologer, skriver forskning.no.
Læs også:
PNAS: Oldest known euarchontan tarsals and affinities of Paleocene Purgatorius to Primates
Her er verdens hidtil ældste primatskelet
Fossil primat åbner strid om Ida
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
MSØM