Mange af os går rundt med den tro, at rumfart er en voldsom omkostning. Men vidste du, at vi hver især faktisk kun betaler 40 kroner til den?
Det var et af de fakta, som tilhørerne til en samtale mellem to Mars-forskere kunne tage med sig ud på festivalpladsen under den forgangne weekends Heartland Festival på Fyn.
De to forskere, Kai Finster, professor i astrobiologi på Institut for Biologi ved Aarhus Universitet, og John Leif Jørgensen, professor i rumfartsteknologi hos DTU Space og med i cirka 100 NASA-missioner, fortalte publikum om, hvordan det vil være at bo på Mars.
Og hvor besværlig rejsen vil blive.
Og hvordan vi lige nu søger efter tegn på liv på Mars.
Mars er et meget fjendtligt sted
Hvis vi skulle rejse til Mars og retur til Jorden i dag, ville vi være cirka tre år undervejs. Selve flyvetiden derop er 7-8 måneder, og efter ankomsten skulle vi vente på, at Mars atter står i en gunstig position i forhold til Jorden, før vi kan komme retur (Mars' bane betyder nemlig, at den nogle gange er meget længere væk fra Jorden end ellers).
Ifølge John Leif Jørgensen er det dog ikke urealistisk, at flyvetiden fra Jorden til Mars kan komme helt ned på to måneder.
Én ting er selve rejsen. Når vi sætter benene på Mars, bliver vi mødt af nye udfordringer. Overfladen på Mars er et meget fjendtligt sted at opholde sig. Du risikerer stråleskader, tyngdekraften slider på dine muskler, og mikrometeoritter kan punktere din rumdragt eller det drivhus, hvor du forsøger at dyrke afgrøder.

I det hele taget er det meget svært at producere mad på Mars. Så der bør medbringes en meget stor madpakke fra Jorden.
Ingen af forskerne ønskede sig en tur til Mars, hvis de fik tilbuddet. Og ingen af dem fandt Elon Musks ambition om at sende en million mennesker til Mars synderligt realistisk.
»En uforglemmelig oplevelse«
Et andet problem på Mars er, at du ikke kan få øjeblikkelig hjælp fra Jorden, hvis der opstår problemer – ikke engang via telefon.
I forvejen taler man om ’syv minutters rædsel’ i forhold til ekspeditioner til Mars, simpelthen fordi det tager syv minutter, fra du når toppen af Mars' atmosfære, til du når ned til selve planeten.
»Jeg snakkede med nogle af tilhørerne, som fortalte, at de faktisk nu forstod meget mere af, hvad det er for noget med Mars og rejserne dertil,« berettede John Leif Jørgensen efter arrangementet.
Der var også ros til Kai Finster, der fik at vide, at det havde været »en uforglemmelig oplevelse,« da han spankulerede rundt på festivalpladsen. Ja, selv moderatoren fik publikums begejstring at føle:
»Forskerne var fantastiske. De var vidende, lune og morsomme på samme tid. De gjorde samtalen lærerig, underholdende, overraskende og mindeværdig. Det, tror jeg, publikum værdsatte. Jeg blev selv spottet på campingområdet af en flok, som var så glade for talken, at de gik i gang med at synge »Videnskab.dk!, Videnskab.dk!, Videnskab.dk!’, da de så mig – og kort efter gav mig en lufttur,« fortæller Anders Høeg Lammers, forskernes redaktør på Videnskab.dk.
Du kan opleve begejstringen i videoen her:
»Det er da fantastisk, at en talk om Mars med to forskere kan fremkalde den slags reaktioner,« slutter Anders Høeg Lammers.
Videnskab.dk siger tusind tak til Heartland for samarbejdet, til Kai Finster og John Leif Jørgensen for deres fremragende svar og til publikum for at møde talstærkt og entusiastisk frem.
































