Dyr med større hjerner er bedre til at løse problemer ifølge ny forskning. Det skriver Livescience.com.
Forskere har længe troet, at der var en relation mellem dyrs relative hjernestørrelse og deres kognitive evner, men selv efter årtiers forskning, er svaret stadig uklart.
Der findes stadig meget lidt eksperimentel data på området, men det er Sarah Benson-Amram, der er evolutionærbiolog ved University of Wyoming i Laramie, USA, i gang med at ændre på.
Hun har for nyligt testet en gruppe af dyr med forskellige hjernestørrelser, og hendes resultater er netop udkommet i tidsskriftet PNAS.
»Der har altid været en formodning om, at hvis du har en stor hjerne, så er du klog. Vi ved, at hjerner koster meget energi, så de arter, der bruger mange ressourcer på deres hjerne, må gøre det af en grund. Og den grund har altid været formodet at være intelligens,« siger Sarah Benson-Amram, der er hovedforfatter på studiet.
Det betyder dog ikke, at store dyr nødvendigvis er mere intelligente, end små dyr. En kaskelothval har eksempelvis en hjerne på 9 kilo, men i forhold til dens krop, er dens hjerne ikke stor. Derimod har en delfin en hjerne, der er større, end hvad man måtte forvente af dens kropstørrelse.
I Sarah Benson-Amrams forsøg undersøgte forskerholdet 140 kødædende pattedyr af 39 forskellige arter. Dyrene fik en stålkasse, der indeholdt en snack, men som krævede at dyret regnede ud, hvordan man åbnede æsken med et L-formet håndtag.
Hvert dyr fik 30 minutter med kassen, og det var dyr fra bjørnefamilien, såsom odder, grævling, jærv og de mindre kendte næsebjørn og halebjørn, som var bedst til at åbne kassen og få fat i godbidden. Desmerdyret fik aldrig åbnet kassen.
Læs også:
Krager er klogere, end vi tror
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams































