Et forsøg på at kortlægge indlæringshastighed blandt bier, spædbørn og fisk endte med, at bierne vandt, og spædbørnene havnede i bunden.
Forskerne bag eksperimentet drog derfor konklusionen, at indlæringshastighed ikke kunne være et mål på intelligens – fordi menneskene ikke var de bedste.
Forskning.no skriver til stadighed om dyreintelligens. De snakker om kloge krager, smarte delfiner og brilliante blæksprutter, men kan man overhovedet bruge ordet intelligens om dyr?
Studier i menneskelig psykologi bruges på dyr
En gruppe forskere fra Queen Mary University i London peger på, at koncepter og begreber, som bliver brugt til at måle intelligens hos dyr, ofte er lånt fra studier i menneskelig psykologi.
De har gennemgået studier i dyreintelligens for at se, hvor forskningen står i dag. Artiklen er blevet publiceret i tidsskriftet Royal Society.
Forsøget, hvor bierne slog babyerne af banen, bliver trukket frem som et eksempel på, hvor vanskeligt det er at studere intelligens på tværs af arter.
»Forskerne må udvikle bedre redskaber, metoder og teorier til at kunne sammenligne hjernefærdigheder mellem arter, men vi er godt på vej,« siger Gro Amdam, professor ved Arizona State University, og forsker ved Universitetet for miljø og biovidenskab i Ås.
Hun forsker i bier og hvad, der sker med bihjernen, når de bliver ældre.
Det er indlæringsmekanismerne og andre kognitive egenskaber, forskerne er optaget af – tænkning, det at tilegne sig viden, sanseopfattelse, hukommelse og sprog. Det er disse tankeprocesser, som danner grundlaget for, at vi oplever og forstår verden omkring os.
Begrænsende at tage udgangspunkt i mennesket
Problemet er, ifølge de britiske forskere, at man ofte ser efter menneskelige egenskaber, når man studerer dyreadfærd. Men det som er intelligens for os, er måske ikke intelligens hos dyr.
Petter Bøckman, zoolog ved Naturhistorisk museum i Oslo, er enig.
»Dyr gives ofte opgaver, som bygger på menneskelig adfærd, som for eksempel, at de skal bruge værktøj.«
»Hvis man vender den om, og forestiller sig en flok hylende chimpanser, der hiver dig op i toppen af et træ og giver dig et kompliceret problem som involverer nødder, hvor intelligent vil du så opføre dig?« spørger han.
»Vi kan faktisk gå glip af intelligens hos dyr, hvis vi kun ser efter menneskelige egenskaber,« siger Bjarne Braastad, dyreadfærdsforsker ved Universitetet for miljø- og biovidenskab i Oslo.
»Det kan være begrænsende, hvis man tager udgangspunkt i menneskers egenskaber. Dyr har egenskaber, og kan have intelligensmomenter, som mennesker ikke har,« siger han.
Udfordrende kommunikation
Vi måler ofte intelligens, særligt blandt pattedyr, ud fra hvor meget hjernen vejer i forhold til kropsvægten.
Mennesker fører overlegent på denne liste, og dyret, der ligger lige under os, er ingen abe, men delfinen.
Delfinen kan derfor siges at vise potentiale for ganske høj intelligens, men vi kan ikke finde ud af at måle dette optimalt.
Delfinerne kommer fra en helt anden verden, og har et eget sprog, som mennesker ikke kan forstå.
Kommunikation er derfor en åbenbar barriere for at forstå dyrenes adfærd.
»Intelligens blandt mennesker afhænger meget af sproget, vi bruger for at kommunikere med hinanden. Når vi ikke kan kommunikere med dyr, bliver det vanskeligt at afgøre, hvor intelligente de er.«
»Sproget er bundet sammen med det at være menneske, og det gør det vanskeligt ikke at bruge menneskelige egenskaber som forståelsesramme for dyrenes intelligens,« siger Petter Bøckman.
Svært at finde korrekte tests
De britiske forskere peger på, at bierne, som vandt over babyerne i indlæringsforsøget, vandt overlegent, fordi laboratorieforsøget testede egenskaber, som bierne har finpudset op gennem evolutionen.
I sammenligninger af intelligens mellem arter er det svært at undgå, at nogle arter kan have sådanne fordele.
»Det er svært at skelne mellem ræsonnement, tillærte reflekser og rene instinkter. Det er derfor udfordrende for mennesker at lave tests, som ikke minder dyrene om deres naturlige adfærd,« siger Petter Bøckman.
For at måle dyrenes intelligens bedre, foreslår de britiske forskere metoden, som de kalder ’bottom-up’.
Der har tidligere været udført flere top-bottom undersøgelser i forskning i dyreadfærd. Det går ud på, at forskerne tager en kognitiv egenskab og undersøger, hvordan nervesystemet kan styre denne egenskab.
Bottom-up frem for top-bottom
Forskerne vil nu have, at man skal vende det hele på hovedet og bruge bottom-up metoden mere, som går ud på at gå ind i dyrets nervenetværk, for så at tænke sig til, hvad netværket kan bruges til.
»Styrken i bottom-up metoder er, at vi kan finde egenskaber, som vi ikke vidste eksisterede hos dyr,« siger Bjarne Braastad.
Petter Bøckman siger, at en af udfordringerne ved denne metode er, at det vil være meget svært at undersøge små nervekredse i bittesmå hjerner, som for eksempel hos et lille insekt.
Ifølge de britiske forskere, findes der nu en række studier, som sammenligner de kognitive evner hos forskellige arter ved at undersøge nervebanerne i hjernen. Dette har bidraget til at løse ubesvarede spørgsmål om visse egenskaber, vi mennesker har, også kan eksisterer i andre arter.
»Hvis nervebanerne, som er i aktion hos dyr, er de samme, som er i aktion hos mennesker, kan vi have de samme evner,« siger Petter Bøckman.
For eksempel er der blevet foretaget studier på ansigtsgenkendelse, imitation, social adfærd og empati, og dette kan findes hos mange af menneskenes forskellige slægtninge.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
