KORT NYT FRA UDLANDET:
Siden 2012 har det været helt slut med salget af ‘gammeldags’ glødetrådspærer i EU. De har nemlig måttet vige pladsen for de mere energieffektive sparepærer.
Men en ny teknik kan reflektere overskydende energi tilbage i glødetrådspærerne og potentielt øge deres energieffektivitet fra omkring to-tre procent og helt op til 40 procent. Det skriver bbc.com.
»Vi er meget begejstrede over dette potentielle gennembrud,« fortæller studiets medforfatter, professor Marin Soljačić, fra Massachusetts Insitute of Technology i USA til bbc.com.
Det nye resultat er publiceret i tiddsskriftet Nature Nanotechnology.
Sammen med sine forskerkolleger har Marin Soljačić i første omgang bevist, at den nye teknologi mindst kan tredoble glødetrådspærernes energieffektivitet til 6,6 procent. Dermed er der dog stadig et stykke vej til moderne sparepærer, der formår at omsætte omtrent 13 procent af energien til synligt lys.
Ved hjælp af nanoteknologi har forskerne bygget en strukur omkring lyspærernes glødetråd, der reflekterer en del af den infrarøde stråling fra pæren, som normalt går til spilde.
I stedet for at undslippe som varme, bliver en del af strålingen sendt tilbage til glødetråden, hvor den bliver omdannet til synligt lys.
Den nye struktur er lavet af tynde lag af en speciel form for krystal, der er arrangeret sådan, at synligt lys kan passere igennem, selvom det infrarøde lys bliver sendt tilbage.
»Det handler ikke så meget om det materiale, du bruger til at lave den omkringliggende struktur, det handler om, hvordan du arrangerer materialet for at skabe den optiske evne til at filtrere, der kan genbruge infrarødt lys og lade synligt lys slippe igennem,« fortæller hovedforfatteren til studiet, professor Ognjen Illic, fra Massachusetts Institute of Technology til bbc.com.
Læs også:
Nyt dansk laboratorium udvikler intelligente gadelamper
Bakterier æder elektricitet – og omdanner det til biobrændsel
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on