Verdens befolkning lever i gennemsnit over 10 år længere end i 1970. Til gengæld er forskellem mellem de lande med den lavest forventede levealder og dem med den højest forventede levealder stort set uændret, skriver MedicalXpress.
Nye udregninger fra Global Burden of Disease Study, som er publiceret i The Lancet, viser, at mænds gennemsnitlige levealder er steget med 11,1 år i de sidste tre årtier fra 56,4 år i 1970 til 67,5 år i 2010. Kvinders levealder er steget med 12,1 år i den samme periode. I 1970 blev kvinderne i gennemsnit 61,2 år, mens de blev 73,3 år i 2010.
Børnedødeligheden er faldet med 60 procent siden 1970, hvor 16,4 millioner børn døde, før de fyldte fem. I 2010 var der “kun” 6,8 millioner børn under fem år, som døde.
De nye beregninger viser dog også, at mens den gennemsnitlige levealder er steget globalt, er skellet mellem lande med den højest gennemsnitlige levealder og dem med den laveste uændret siden 1970. I de dårligst stillede lande lever folk i gennemsnit til de er 32-47 år, selv når begivenheder som folkemordet i Rwanda i 1994 er trukket fra statistikken.
I 2010 havde japanske kvinder verdens højest forventede levealder – i gennemsnit levede japanske kvinder, til de fyldte 85,9 år. For mændenes vedkommende er det islændingene, der lever længst, deres forventede levealder er 80,0 år. Haiti havde den lavest forventede levealder i 2010 (mænd: 32,5 år og kvinder: 43,6 år), hvilket primært skyldes det katastrofale jordskælv i 2010.
Maldiverne er det land i verden, der har haft den største stigning i befolkningens forventede levealder: Siden 1970 er de maldiviske mænds forventede levealder steget med 54,4 procent fra 50,2 år til 77,5 år i 2010. Maldiviske kvinder lever 57,6 procent længere end i 1970, deres forventede levealder er steget fra 51 år til 80,4 i 2010.
Også i Bangladesh, Bhutan, Iran og Peru er den gennemsnitlige levealder steget med mere end 20 år siden 1970.
Trods de positive tal er der dog også lande, som har oplevet betydelige fald i den forventede levealder. I Afrika syd for Sahara er mændenes forventede levealder faldet med 1,3 år mellem 1970 og 2010, og kvinderne lever i gennemsnit 0,9 år kortere. Det skyldes formentlig fremkomsten og den massive udbredelse af HIV og Aids.
Også i lande som Lesotho, Belarus og Ukraine er folks forventede levealder faldet siden 1970