Forskere har rekonstrueret skelettet af en 25 millioner gammel forhistorisk pingvin-art. Resultatet viser, at fortids-pingvinen adskiller sig fra alle tidligere kendte pingviner, skriver scientificamerican.com
»Det er næsten, som om nogen har taget en kejserpingvin og strakt den ud,« siger Daniel Ksepka, palæontolog fra North Carolina State University, USA, der har hjulpet til med rekonstrueringen.
Den nye art (af slægten ‘Kairuku’) var slankere og mere spinkel end andre pingviner. Den havde lange finner i forhold til dens størrelse og et langt, smalt næb.
Og med sine 130 centimeter var den slanke Kairuku-pingvin næsten 30 centimeter højere end den højeste nulevende pingvin, kejserpingvinen.
Det første næsten fuldstændige Kairuku-skelet blev opdaget i 1977, men nyere opdagelser har gjort det muligt at lægge de manglende brikker.
Resultatet bliver offentliggjort i tidsskriftet Journal of Vertebrate Paleontology den 1. marts 2012.
Læs også: Pingviner tager skade af pingvinforskning