KORT NYT FRA DANMARK
En lille gruppe forskere fra Odense Universitetshospital (OUH) har afsløret, at otte diabetespatienter er døde i forsøg med telemedicin. Det skriver Ing.dk.
Telemedicin fungerer i dag på den måde, at patienter kan være i kontakt med deres læge fra hjemmet og få råd og vejledning til deres sygdom. Det skulle ifølge de danske sundhedsmyndigheder spare penge, og man har ifølge Ing.dk lagt en plan for brug af telemedicin til behandling af patienter, men uden at have videnskabelig evidens for telemedicinens effekt.
Derfor satte en gruppe forskere fra OUH sig for at undersøge virkningen hos 374 diabetespatienter med fodsår, hvor halvdelen modtog behandling gennem telemedicin og den anden halvdel havde kontakt med lægen.
»Vi troede faktisk ikke, at der var en reel forskel mellem vores testpersoner og kontrolgruppen. Men kigger vi på antallet af døde i studieperioden, er der otte, der er døde i telemedicingruppen, mens kun en enkelt døde i kontrolgruppen,« forklarer Johnny Frøkjær, der er overlæge for fod- og ankelkirurgi og vejleder på projektet på OUH, til Ing.dk.
Undersøgelsen omfatter kun en lille del af de patientgrupper, der modtager telemedicin, og forskerne er ikke lykkedes med at finde en årsag til den højere dødelighed hos patientgruppen, der modtager telemedicin.
»Jeg forstår ikke, hvordan man kan udrulle telemedicinsk behandling i hele landet, når der er så dårlig evidens for den kliniske effekt. Hvordan kan regionspolitikerne sige; ‘Det her ruller vi bare ud og så ser vi, hvad der sker’?« siger overlæge Johnny Frøkjær til Ing.dk.
Forskernes resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Diabetes Care.
Læs også:
Hoftepatienter kan genoptræne derhjemme efter operation
Vægttab forlænger ikke livet for patienter med diabetes
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml