De vingede pattedyr flagermus kan både vække for- og beundring hos nogle og væmmelse og panikangst hos andre.
Men en ny undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Mammal Review peger på at klimaforandringerne vil gå hårdt ud over de flaksende små dyr.
Det skriver BBC Nature.
Klimaforandringerne har allerede påvirket flagermusenes levemønstre og naturlige habitater. Det betyder, at de er rykket til andre områder, eller slet og ret drattet døde ned. For eksempel døde omkring 30.000 flagermus af arten gråhovedet flyvende hund i Australien efter ekstreme varmeperioder.
Forskerne bag undersøgelsen skriver at 38 ud af de 47 flagermusarter, der lever i Europa og Nordamerika er truet af klimaforandringerne, der blandt andet påvirker deres evne og mulighed for at finde føde, deres evne til at sove og deres reproduktion.
Flagermus er mere sårbare over for eksempelvis dehydrering end andre pattedyr i samme størrelse. Det skyldes deres store vinger, der gør at væske fordamper fra kroppen hurtigere.
Flagermus spiller mange steder en vigtig rolle i økosystemet, da de - ligesom bier - bestøver blomster og flyver rundt med pollen.
Læs også på Videnskab.dk:































