KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis du (også) er en af dem, som får kuldegysninger af edderkopper, opfatter du faktisk de ottebenede kriblere som endnu større, end de er.
Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Biological Psychology ifølge livescience.com.
»Vi fandt ud af, at selvom både dem, som led af araknofobi (frygt for edderkopper, red.) i høj og mindre grad, bedømte edderkopper som meget ubehagelige, var det kun de meget frygtsomme, der overvurderede edderkoppernes størrelse,« siger Tail Laibovich, som forsker ved Institut for Hjerne- og Kognitiv Videnskab ved Ben-Gurion University i Israel og er medforfatter på studiet, ifølge livescience.com.
Forskerne inkluderede kun kvinder i studiet, fordi de med større sandsynlighed lider af araknofobi end mænd.
I et af studiets forsøg opdelte forskerne 80 kvindelige studerende efter deres grad af araknofobi. De 20 procent mest og 20 procent mindst bange for edderkopper blev sat foran en skærm med billeder af fugle, sommerfugle og edderkopper, hvis størrelse de skulle vurdere. Derudover skulle de svare på, om de fandt hver enkelt billede rart eller ubehageligt.
Forsøgspersonerne fandt generelt billederne af edderkopper ubehagelige, men det var kun den mest frygtsomme gruppe, der overvurderede edderkoppernes størrelse, viser studiet.
Forskerne udførte efterfølgende samme forsøg med kvindelige studerende, som frygter hvepse. Overraskende nok overvurderede de ikke hvepsenes størrelse på billeder.
Resultaterne indikererer altså, at ubehagelighed ikke i sig selv kan forklare en skævhed i størrelsesvurdering.
»Vores studie rejser nye spørgsmål såsom: er det frygt, der avler størrelsesforstyrrelse, eller er det den anden vej rundt?,« siger Leibovich ifølge livescience.com.
»Fremtidige studier, der forsøger at besvare den slags spørgsmål, kan udgøre et vigtigt grundlag for at udvikle behandling af forskellige fobier,« slutter hun.
Læs også:
Her er verdens giftigste edderkopper
Hjææælp! Hvorfor skyder edderkoppen efter mig?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd