Man har sendt rumsonder dybt ind i universet, og man har afdækket menneskets DNA. Men forskerne og biologerne kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan duer finder rundt.
I flere år har man ellers været sikker på, at duerne navigerer ved hjælp af jernfyldige nerveceller i næbbet, som reagerer med jordens magnetfelt og derved signalerer, hvilken vej duen skal flyve.
Men den teori er ikke rigtig, fastslår molekylærbiologen David Keays i videnskabstidsskriftet Nature ifølge jp.dk.
»Det er virkelig skuffende. Mysteriet om, hvordan dyr sporer magnetfelter, er netop blevet endnu mere mystisk,« siger han til tidsskriftet.
David Keays hold af forskere har i flere år undersøgt duens næb ved at bruge 3-D scannere til at lede efter jerncellerne og skære duenæb i 250.000 ekstremt tynde skiver for at analysere cellerne.
De fandt ud af, at partiklerne, som tidligere blev kædet sammen med duernes navigationsfærdigheder, faktisk er hvide blodceller, der beskytter duerne mod infektioner.
Selvom David Keays nu har afvist den meget brugte teori, er han stadig sikker på, at forskerne er inde på det rigtige spor.
»Det er tydeligt, at fugle og en række andre dyr registrerer jordens magnetfelt. Så de må have nogle celler et eller andet sted, som gør dem i stand til det. Forhåbentlig kan vi nu finde de rigtige,« siger han.
Læs også: Sådan manøvrerer duer i luften