Det er ikke bare mennesker, der prøver at skjule deres seksuelle sidespring. Ny forskning viser, at bavianer af arten Theropithecus gelada gør hvad de kan for ikke at blive opdaget. Det fortæller Adfærdsøkolog ved The Free State University i Sydafrika, Aliza Le Roux, til LiveScience.
Geladabavianer lever i små flokke med et dusin hunner, nogle få underdanige hanner og en enkelt dominerende han, der som den eneste har ret til at parre sig med hunnerne. Geladabavianerne lever på åbne græssletter, og de laver høje råb, når de parrer sig. Derfor burde det være muligt, for den dominerende han at opdage, hvis de andre hanbavianer skulle forsøge at parre sig med hunnerne. Men tidligere forskning har vist, at 17 procent af afkommet alligevel tilhører de underdanige hanner.
Fra tidligere forskning ved man, at andre typer hanbavianer kan finde på at snuppe muligheden for lidt abehygge, når den dominerende han er langt nok væk, men det nye studie viser, at geladabavianerne rent faktisk forsøger at være taktiske i deres tilgang. De afgiver nemlig ingen lyd, når de parrer sig med en hun, der tilhører en anden hanbavian.
Forskerne fandt også ud af, at den dominerende han straffer de hanner, som opdages midt i akten med bid og andre aggressive indfald. Straffen havde dog ingen effekt, og de luskede hanner gentog gerne deres ugerninger.
»Det er et vigtigt emne, fordi det kaster lys over, hvordan den menneskelige opførsel omkring utroskab og straf er blevet til gennem evolutionen,« udtaler Lisbeth Sterck, der er adfærdsbiolog på Uthrect University i Holland, og som ikke var del af forskningsteamet, til LiveScience.
Studiet blev publiceret i tidsskriftet Nature Communications i går.