KORT NYT FRA DANMARK:
Både patienter og forskere kan glæde sig over, at der i disse dage er ved at blive installeret en ny superskanner i Aarhus.
Det skriver Aarhus Universitetshopital i en pressemeddelelse.
Der er tale om en såkaldt hyperpolariserings-MR, som er en videreudvikling af den traditionelle skanningsteknologi med magnetisk resonans – kendt som MR-skannere. Ifølge pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet øger den nye skanner de traditionelle MR-skanneres følsomhed med en faktor 10.000 eller mere.
»Den nye type skanner er ekstremt følsom sammenlignet med de MR-skannere, vi bruger i dag. Den vil kunne give os langt mere indsigt i stofskiftereaktioner i kroppen,« siger professor Hans Stødkilde-Jørgensen og tilføjer i pressemeddelelsen:
»Vi får et helt unikt et fingeraftryk af cellerne i kroppen, og vi vil kunne følge, om disse fingeraftryk ændrer sig over tid, uanset hvilke organer vi undersøger.«
Den nye skanner har kostet 35 millioner kroner og ifølge pressemeddelelsen er Danmark det tredje land i Europa, som får skanneren til patienter.
I første omgang skal den nye skanner bruges til forskning, og de aarhusianske forskere er allerede i gang med forsøg inden for kræft i bugspytkirtlen, udviklingen af livsstilsygdomme og blodpropper i hjernen eller i hjertet, skriver Aarhus Universitetshospital.
Læs også:
MR-skanning afslører batteriers indre
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer
lb































