I Tanzania har befolkningen et helt særligt forhold til den lille sortstrubede honninggøg (Indicator Indicator), der er i familie med spættefuglene.
I flere tusinde år har fuglen nemlig hjulpet afrikanerne med at finde skjulte bikuber i træerne på savannen, der som bekendt indeholder lækker og nærende honning. Fuglen spiser honningtavlerne fra bikuberne, men den har brug for menneskets hjælp til at komme ind til bikuben, som ofte ligger i midten af træets stamme.
For at blive klogere på dette usædvanlige forhold mellem dyr og mennesket, tog et hold af forskere med nogle jægere fra den afrikanske stamme Hadza ud på 40 bikube-ture.
Her opdagede forskerne, at jægerne havde succes med at finde bikuberne i 58 procent af tilfældene, hvor honninggøgen hjalp til. Det er mere end dobbelt så mange gange, som hvis jægerne havde ledt alene efter bikuberne.
Du kan se billeder af jagten på bikuberne i galleriet øverst i artiklen. Nederst kan du høre, hvordan det lyder, når spættefuglene hjælper jægerne.
Honninggøgen snydes for sin belønning
Når jægerne skulle finde honningen, fløjtede de først højlydt for at tiltrække honninggøgen. Når fugl og menneske fandt hinanden, fløj honninggøgen i retningen af bikuberne, mens den kvidrede for at lede jægerne på rette vej.
Når jægerne nåede træet med bikuben, røg de først bierne ud af træet, for derefter at hakke træet op, så de kunne nå ind til kuben. Jægerne lod ofte honningtavlerne blive tilbage til honninggøgen som en belønning for dens indsats. Men nogle gange var honninggøgen slet ikke så heldig.
Forskerne konstaterede, at jægerne i nogle tilfælde brændte eller gravede honningtavlerne ned, for at holde honninggøgene sultne, så fuglene ville blive ved med at hjælpe jægerne med at finde bikuberne.
Studiet om forholdet mellem honninggøgen og jægerne ved Hadza er netop blevet publiceret i tidsskriftet Evolution and Human Behavior.


































