For 150 millioner år siden vandrede den enorme langhals-dinosaurus, Camarasaurus grandis, rundt på Jorden. I dag vandrer den ikke selv, når den afdøde dinosaur skal over landegrænserne.
Den sendes med fragtselskaber, der åbenbart har store udfordringer med at håndtere den enorme forsendelse.
Dinosauren, som hedder Elin, skulle være fragtet til Evolutionsmuseet i Knuthenborg og udstilles. Planen var, at Elin skulle lande i København for over en uge siden.
Men forsendelsen af den store skabning har været mere kompliceret end først antaget.
Det skriver DR i en artikel om den besynderlige affære.
»Det er virkelig noget helt vildt, som kommer, så vi vil bare gerne have den hjem, og så vil vi gerne have den op,« siger Christoffer Knuth, der er direktør ved Evolutionsmuseet, i artiklen.
Elin er sendt fra Californien, USA. Den var allerede forsinket, inden den forlod USA på grund af problemer med indpakningen af det store dinosaur.
Efter en kort mellemlanding i Schweiz burde den have været på vej mod Danmark. Sådan er det imidlertid ikke gået, den forsvandt i Schweiz og dukkede så frem, delt i to.
Trods den store forvirring forventer museumsdirektøren, at Elin kommer til Danmark i dag, så den kan udstilles på torsdag den 27. juni.
































