Ved vinter-OL bliver det Johnny Albertsen, der åbner ballet for de danske deltagere. I morgen lørdag vil han spænde et par brædder på fødderne og kaste sig ned af et højt bjerg.
Styrtløb er skisportens Formel 1 – der er fuld fart på og stor risiko for uheld. Løberne falder ned ad bjerget med en hastighed på op imod 150 kilometer i timen.
Men hvad er egentlig fysikken bag styrtløbet? En fysiker vil først og fremmest henvise til Newtons 2. lov: Kraft er lig med masse gange acceleration.
Først gælder det om at komme ud af starthullerne. Styrtløberen bruger alle sine kræfter for at få fart på. Jo mere kraft, han kan sætte af med, desto hurtigere vil han eller hun accelerere det første stykke. Og jo tungere styrtløberen er, desto mere kraft skal der til for at opnå en given acceleration.
Efter de første få meter tager tyngdekraften over. Uden luftmodstand falder alle genstande med en acceleration på cirka 9,8 meter i sekundet i sekundet – for hvert sekund øges hastigheden altså med 9,8 meter i sekundet lig med 35 kilometer i timen, når man er i frit fald.
Det forklares nærmere i denne video fra amerikanske National Science Foundation:
Hvis styrtløberen faldt lodret ned, og der ikke var nogen luftmodstand, ville de 150 km/t være nået på godt fire sekunder. Sådan er det trods alt ikke, for det går ikke lodret nedad, og der er både luftmodstand og gnidningsmodstand (friktion).
Luftmodstand og friktion er kræfter, der virker modsat tyngdekraften, der forsøger at hive styrtløberen nedad. Hvis tyngdekraften er stærkest, fortsætter accelerationen, men hvis summen af luftmodstand og friktion er stærkest, bremses styrtløberen. Hvis summen af alle de kræfter, der virker på styrtløberen, er nul, så vil han eller hun fortsætte nedad med uændret hastighed.
Styrtløberen kan ikke gøre noget ved tyngdekraften, men luftmodstanden kan minimeres ved at gøre kroppen så lille som muligt.
Gnidningsmodstanden mellem ski og sne kan minimeres ved at sørge for, at skiene ligger fladt på sneen det meste af tiden ned ad bakken. Ind imellem slipper styrtløberen dog ikke for at skifte retning – dreje ved at grave skiene lidt ned i sneen. Og så sænkes farten.
Men det er jo heller ikke nok at have fuld fart på – det gælder også om at finde den korteste linje på den hæsblæsende tur mod målstregen. Så det må vi håbe lykkes for Johnny Albertsen lørdag aften dansk tid.
