Mere mad giver større kroppe, også hvis man er dybhavsfisk på bunden af Det Arktiske Hav. Det konkluderer et internationalt forskerhold med dansk deltagelse efter at have filmet og observeret, hvordan livet på bunden af dybhavet i det centrale Arktis bliver påvirket af den globale opvarmning.
På fire kilometers dybde har forskerne set, hvordan dyr som søpølser og slangestjerner vokser sig større end normalt, og hvordan de også bliver tidligere kønsmodne. Forskerne konstaterer, at årsagen skal findes i den smeltende havis fire kilometer over dem.
Opdagelsen er vigtig, fordi forskerne hidtil er gået ud fra, at livet på så store dybder ikke bliver påvirket af miljøforandringer på Jordens overflade.
»For første gang har vi kunnet påvise, at den globale opvarmning og de deraf følgende miljøændringer i det centrale Arktis kan igangsætte hurtige reaktioner i hele økosystemet, helt ned til dybhavet,« siger hovedforfatteren til forskerholdets videnskabelige artikel, der torsdag publiceres i Science, professor Antje Boetius fra Alfred Wegener Institute for Polar and Marine Research i Tyskland.
Isfri farvande giver algerne plads
Forskerholdet havde deltagere fra 12 lande, og fra Danmark deltog de to ph.d.-studerende Heidi Louise Sørensen og Karl Attard fra Nordic Centre for Earth Evolution (NordCEE) ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og Grønlands Klimaforskningscenter. Forskningstogtet varede ni uger og foregik om bord på det tyske forskningsskib Polarstern.
Studierne viser, at havbundens dyr vokser sig større og federe end normalt, fordi de får usædvanligt meget føde. Føden er såkaldte havisalger, der synker ned fra havoverfladen. I takt med at havisen smelter, produceres der flere og flere havisalger, og dermed bliver der mere og mere føde til de dyr, der lever af algerne.
Havisalger vokser under havisen, og eftersom havisen tidligere har været tykkere end nu, har deres antal og størrelse hidtil været holdt i skak af det begrænsede lys, der kunne trænge gennem isen ned til dem. Ligesom planter på Jordens overflade er også havis-alger nemlig afhængige af sollys for at kunne vokse.
I takt med at isen smelter og derfor forsvinder eller bliver tyndere, slipper der mere og mere sollys ned til havis-algerne, der derfor vokser i antal og størrelse. De samler sig og kan udgøre flere meter lange tang-lignende kolonier, der hænger under isen.
Søpølser mæsker sig i nedfaldsfrugt
Når havis-algerne brækker af, eller når isen forsvinder, og de ikke længere har noget at sidde fast på, er algerne så tunge, at de kan synke hele vejen ned gennem vandet og lande på bunden af havet fire kilometer nede. Her bliver de spist af bl.a. søpølser og slangestjerner, som udnytter overfloden af føde til at vokse sig større og blive tidligere kønsmodne.
Det er takket være det nye kamera-system Ocean Floor Observation System (OFOS), at forskerne nu ved, hvordan livet på havbunden reagerer. Med OFOS er det for første gang lykkedes direkte at filme og observere dyrelivet og de enorme mængder havis-alger, der ligger på bunden af havet.
OFOS filmede på flere forskellige lokaliteter i det centrale Arktis og fandt, at op til 10 pct. af havbunden var dækket af klumper af havis-alger. Nogle af klumperne var op til 50 centimeter i diameter. Forskellige nedsænkede mikro-sensorer har også bidraget til for første gang at give viden om havbunds-livsformernes forbrug af ilt.
Behov for flere studier
Forskerne gjorde deres observationer i sommeren 2012, og eftersom ingen tidligere har overvåget algevæksten under havisen i det centrale Arktis, kan de ikke med sikkerhed sige, om væksten også har været tiltagende i de somre, der er gået, siden den globale opvarmning satte ind.
»Vi ved ikke, om vi har observeret et enkeltstående fænomen, eller om fænomenet vil vise sig igen de kommende år,« forklarer Antje Boetius.
Forskerholdet ved dog med sikkerhed, at isdækket er blevet mindre i løbet af de sidste 50 år, hvor forskere har satellitfotograferet isens udbredelse i Det Arktiske Ocean. I 2012 var isdækket det mindste, der nogensinde er registreret i Det Arktiske Ocean de sidste 50 år.

































