Global opvarmning har i årtier fået havisen i Arktis til at smelte. Til gengæld har vi kunnet glæde os over meldinger om, at isdækket omkring Antarktis er blevet større siden midten af 2000’erne efter i mange år at have været stabilt.
Nu viser ny forskning dog, at den bratte stigning i mængden af havis måske ikke er så voldsom, som FN’s klimapanels rapport fra 2013 ellers viser.
Forskere fra Scripps Institution of Oceanography i San Diego har i hvert fald fundet en fejl i den måde, som data fra satellitter er blevet bearbejdet på.
Fejl i algoritme fik Antarktis' havis til at vokse hurtigt
En algoritme, der bearbejder data fra satellitter, blev opdateret i 2007, og med opdatering ændrede billedet af den antarktiske havis sig dramatisk. Det er forklaringen på, at FN's Klimapanels store klimarapport fra 2013 pludselig kunne rapportere en stor stigning i den hastighed, som det antarktiske havisdække vokser med.
I stedet ser det nu ud til, at isens vækst er steget støt og roligt gennem flere år.
Det nye studies hovedforfatter, lektor Ian Eisenman fra Scripps Institution of Oceanography, University of California, fortæller i en mail til Videnskab.dk:
»Vores studie viser, at opdateringen i den såkaldte Bootstrap-algoritme skabte store ændringer i tendensen i data for den antarktiske havis. Det betyder, at der må være en fejl i enten den forrige eller den nuværende version af algoritmen og dermed også de konklusioner, der er lavet på baggrund af datasættet,« fortæller Ian Eisenman.
Opdagelsen af fejlen er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cryosphere.
Ansvarlig: Alt er korrekt nu
Klimaforskeren, der varetager datasættet over Antarktis’ isdække og dermed også Bootstrap-algoritmen, Josefino Comiso fra Nasa Goddard Space Flight Center, fortæller til Livescience, at han er sikker på, at den nuværende version af Bootstrap-algoritmen er korrekt, og at han ved et uheld kom til at introducere en fejl i algoritmen, da han opdaterede den tilbage i 1991.
Det betyder ifølge Josefino Comiso også, at data, der blev brugt i den nyeste klimarapport fra 2013, som viser, at havisen forøges markant, er korrekte.
»Fejlen er allerede blevet korrigeret, og udvidelsen af den Antarktiske is, vi ser i dag, er blevet bekræftet af andre forskningsgrupper, der bruger andre teknikker i deres undersøgelser,« fortæller Josefino Comiso.
Brøler gav fejl i stor klimarapport
Det store problem med fejlen i datasættet er, at det er blevet brugt i udarbejdningen af FN’s store klimarapporter AR4 og AR5 (Assessment Report) fra henholdsvis 2007 og 2013.
I 2007 viste AR4-klimarapporten, at det antarktiske havisdække var stabilt og havde været det fra 1979 til 2005.
I 2013 viste den nye AR5-klimarapport dog, at isdækket omkring Antarktis var øget med 16.500 kvadratkilometer om året i perioden 1979 til 2012.
Flere forskere foreslog, at stigningen kunne skyldes, at der i de seneste år var sket en massiv forøgelse i det antarktiske isdække, men den idé købte Ian Eisenman ikke.
»Da vi kiggede på, hvordan tallene havde ændret sig, så det forkert ud, så vi besluttede os for at finde ud af årsagen til fejlen,« siger Ian Eisenman.
Algoritme samkører data fra flere kilder
Det meste af den rapporterede ændring i den årlige forøgelse af isdækket omkring Antarktis mellem AR4 og AR5 kan altså tillægges ændringen i algoritmen og ikke en faktisk forøgelse i den hastighed, som den antarktiske is breder sig med.
Ian Eisenman
Ian Eisenman besluttede sig for, at kigge nærmere på den måde data bliver indsamlet på.
Når verdens forskere skal indsamle data fra satellitter, skal de ofte indhente data fra forskellige satellitter. Data er ofte blevet indsamlet på forskellige måder med forskellige instrumenter. Det kan eksempelvis være mikrobølge-sensorer, der kan se forskelle på hvid is og mørkt hav.
For at samkøre data bruger forskerne algoritmer, der splejser data til ét stort datasæt.
Én af de mest brugte algoritmer i den sammenhæng er Bootstrap-algoritmen.
Bootstrap-algoritmen i to versioner gav to forskellige resultater
Bootstrap-algoritmen blev opdateret i 2007, og Ian Eisenman besluttede sig for at lade hele datasættet for det antarktiske isdække fra perioden 1979 til 2012 blive bearbejdet af først Bootstrap version 1 og herefter Bootstrap version 2.
Formålet var at se, om opdateringen mundede ud i et anderledes resultat. Det viste sig at være tilfældet.
»Vi fik et markant forskellige resultater med de to versioner af algoritmen,« fortæller Ian Eisenman.
Ændring i havis er ikke dramatisk
Resultaterne af undersøgelse viste, at når forskerne brugte Bootstrap version 2 på datasættet fra 1979 til 2005, kom de frem til, at det Antarktiske isdække var steget med 14.100 kvadratkilometer om året.
Det tal ligger meget tæt på de 16.500 kvadratkilometer, som blev rapporteret for perioden 1979 til 2012 i AR5-klimarapporten.
Tallet ligger til gengæld meget langt væk fra de 5.600 kvadratkilometers forøgelse, som blev rapporteret i AR4-klimarapportten, hvor forskerne havde brugt den tidligere version af Bootstrap-algoritmen.
»Det meste af den rapporterede ændring i den årlige forøgelse af isdækket omkring Antarktis mellem AR4 og AR5 kan altså tillægges ændringen i algoritmen og ikke en faktisk forøgelse i den hastighed, som den antarktiske is breder sig med,« forklarer Ian Eisenman.
Forskeren pointerer dog også, at det ikke er et spørgsmål, hvor meget den antarktiske is har bredt sig, men hvor hurtigt den gør det i dag, og hvor hurtigt har gjort den gennem de seneste 35 år.
Paradoks om havisen i Antarktis forsvinder ikke
Poul Holland forsker i havisdække ved Cambridge University.
Han er begejstret for det nye studie, som han til Nature kalder ’fantastisk videnskabelig årvågenhed’.
Poul Holland mener dog også, at studiet ikke beskæftiger sig med det mest interessante perspektiv, når det gælder det arktiske isdække: Hvordan Antarktis kan miste store mængder ismasse, samtidig med at isdækket forøges.
»Jeg tror ikke, at vi slipper for at skulle forklare, hvordan isen omkring Antarktis fortsat kan blive forøget i en verden, der bliver varmere,« siger Poul Holland til Nature.
































