Sammen med chimpanser er orangutanger nogle af de primater, vi mennesker har mest tilfælles med genetisk.
Men vi deler tilsyneladende mere end blot genetik. Orangutanger holder nemlig også deres hænder op og laver en 'tragt', når de skal kalde - noget, man ellers hidtil kun har troet, at mennesker gjorde. Det skriver LiveScience.
Et nyt studie viser, at orangutanger ved, hvordan man ændrer lyde med en anden del af kroppen end munden.
»Orangutanger er de eneste kendte primater, ud over mennesker, der ændrer og forstærker lydproduktion gennem ekstern manipulation,« siger Adriano Lameira, der er postdoc i evolutionær antropologi ved Durham University i England, og som er en af forskerne bag studiet, til LiveScience.
Orangutanger laver ‘kysseskrig’, når der er rovdyr i nærheden
Et af de alarmkald, som forskerne ofte hørte, når de gik på opdagelse i Sumatra og Borneos regnskove var 'kysse-skriget'.
Forskerne bag studiet mener, at skriget bruges til at advare rovdyr i nærheden om, at orangutangerne har opdaget dem. Du kan høre skriget i videoen øverst i artiklen.
»Kaldet kan være en måde at fortælle rovdyret, at ‘du er opdaget. Så lad være med at forsøge at snige dig op på mig, for jeg har allerede set dig’,«forklarer studiets hovedforfatter Bart de Boer, der er professor i sprogets evolution ved Vrije Universitet i Bruxelles, til LiveScience.
Orangutangerne laver skrigene dybere med deres hænder
Mens forskerne studerede orangutangernes kald, opdagede de, at orangutangerne fra tid til anden hold hænderne op foran munden, når de kaldte. De undersøgte, om det kunne være for at få kaldet til at lyde dybere og dermed for at få potentielle rovdyr til at tro, de var større.
»Jo større et instrument er, jo flere overtoner producerer det. Så for at overdrive din størrelse, skal du lave kald med flere overtoner,« forklarer Bart de Boer til LiveScience.
Derfor optog forskerne orangutangernes kald og lagde dem ind i en computermodel, så de kunne måle, om der var flere overtoner i de kald, som chimpanser brugte deres hænder til at forstærke. Og ganske rigtigt fik det orangutangerne til at producere flere af de lave overtoner, som lyder dybe.
»Det er endnu et stykke i puslespillet om, hvordan sprog har udviklet sig. Hvis orangutanger har lært, hvordan man ændrer lyde, så er evnen måske evolutionært set ældre, end vi troede,« slutter Bart De Boer.
Studiet er netop blevet udgivet i tidsskriftet The Journal of Experimental Biology.






























