Den største udfordring, når man ser ned på Grønland fra en helikopter, er at forstå størrelse og målestoksforhold.
Jeg troede, at vi fløj lavt over fjordens bølger, men så lagde jeg pludselig lagde mærke til en lille skygge af en havfugl. Det gik op for mig, at det, jeg troede var isflager, i virkeligheden var kæmpe isbjerge på størrelse med store etageejendomme.
En anden gang troede jeg, at vi svævede højt på himlen over et isdækket landskab, før vi landede blødt på isen blot få meter under os.
Gletsjerspalter – revner i gletsjernes overflade, som er dannet ved at gletsjeren glider ud over en skrænt eller bliver bredere – er indbegrebet af dette forvirrende sammensurium af målestokke.
Fra små sprækker til kæmpe spalter
Gletsjerspalterne er dannet af spændinger ved overfladen, og deres retning og størrelse fortæller os, hvordan iskappen strømmer mod havet.
Inde i landet, langt væk fra de hurtigtflydende gletsjere, der kælver hundredvis af gigatons isbjerge om året ud i fjordene, er gletsjerspalterne måske små revner, der kun er et par millimeter brede.
Når isen tager fart, kan de blive flere meter i diameter; nogle gange dækket af vildledende snebroer, der kræver sikkerhedsudstyr og redningstræning at krydse.
Hvor isen møder havet, og ingen forsker nogensinde ville vove at sætte sine fødder, kan de være kæmpe monstre på mere end 100 meter fra den ene væg til den anden. Og de vokser på tværs af Grønland.
Det bør ikke komme bag på forskerne, at gletsjerspalterne bliver større på tværs af Grønland. I takt med at havet bliver varmere, accelererer iskappen som modsvar, hvilket øger de spændinger, der påvirker dens overflade.
Observationer fra satellitter og personligt feltarbejde er dog så dårlige, at vi til dato ikke havde nogen som helst idé om, hvor omfattende eller hurtigt denne proces har fundet sted.
Kortlægning af gletsjerspalterne
I et nyt studie kortlagde mine kolleger og jeg gletsjerspalter på tværs af hele Grønland i 2016 og 2021. Det gjorde vi ved hjælp af 'ArcticDEM', som er tredimensionelle overfladekort over polarområderne baseret på satellitbilleder i høj opløsning.
Ved at anvende billedbehandlingsteknikker på mere end 8.000 kort kunne vi anslå, hvor meget vand, sne eller luft, der skal til for at 'fylde' hver gletsjerspalte på tværs af Indlandsisen.
Det gjorde det muligt for os at beregne spalternes dybde og volumen samt undersøge, hvordan de udviklede sig.
Signifikant stigning i sprækkevolumen
Vi fandt, at der fra 2016 til 2021 var en signifikant stigning i sprækkevolumen, altså rumfanget af selve spalterne, på tværs af hurtigtflydende dele af den grønlandske indlandsis.
I den sydøstlige del af Indlandsisen, et område, der har været særligt sårbart over for en øget afsmeltning og tilbagetrækning fremkaldt af havene omkring det, steg sprækkevolumen med mere end 25 procent.
Mod vores forventning steg sprækkevolumen over hele iskappen dog med kun 4,3 procent. Det er meget tættere på en generel balance end de ekstremer, der bliver observeret i visse sektorer.
Hvordan kan det være? Faktisk blev de markante stigninger andre steder opvejet af en enkelt kilde: en udløbsgletsjer kaldet Sermeq Kujalleq (Jakobshavn Isbræ).
Hurtigst bevægende gletsjer på kloden
Sermeq Kujalleq, der er på Unescos Verdensarvsliste, er den hurtigst flydende og mest kælvende gletsjer på kloden. Den kan bevæge sig helt op til knap 50 meter om dagen og er ansvarlig for en stor andel af Grønlands samlede bidrag til havniveaustigningen.
I 2016 blev gletsjeren langsommere og tykkere som reaktion på en tilstrømning af koldt vand fra det nordlige Atlanterhav. Da det fandt sted, begyndte spalterne på overfladen at lukke sig – og opvejede dermed stigninger i spaltestørrelsen på tværs af resten af Indlandsisen.
Denne udvikling var dog kortvarig. Siden 2018 er Sermeq Kujalleq, som igen bevæger sig hurtigt, igen aftaget og fortyndet som reaktion på den igangværende opvarmning.
Vi kan ikke stole på, at gletsjeren vil være i stand til at opveje stigninger i spalterne i fremtiden.
Gletsjerspalterne skaber isbjerge
Spalterne spiller en væsentlig rolle i gletsjeres livscyklus, og i takt med at de vokser, kan de potentielt fremskynde tabet af indlandsis yderligere.
De leder overfladesmeltevand dybt ind under isen. Når vandet først er trængt ind, kan det opvarme isen eller 'smøre' det underlag, som gletsjeren glider over, hvilket kan få Indlandsisen til at flyde hurtigere ud i havet.
Samtidig er sprækker, der hvor isen møder havet, grundlaget for de første gletsjerspalter, som isbjerge kan kælve fra, hvilket øger udledningen af isbjerge i havet.
Kort sagt understøtter spalterne de dynamiske processer, der foregår på tværs af Grønland og Antarktis. Disse processer er dog meget dårligt forstået, og deres fremtidige udvikling er den største enkeltstående usikkerhed i vores forudsigelser om havniveaustigningen.
Samlet rummer den øgede udledning af is potentielt op til 10 meter yderligere havniveaustigning inden år 2300 (75 procent af alle byer med mere end 5 millioner indbyggere i dag findes mindre end 10 meter over havets overflade).
Vi skal forstå disse processer bedre
Vi er nødt til at forstå disse processer bedre – blandt andet gletsjerspalter og sprækker – så informerede fremskrivninger af havniveauet kan danne grundlag for vores svar på de globale udfordringer, som klimaforandringerne byder på.
Siden 2023 har en international koalition af polarforskere opfordret verden til at begrænse opvarmningen til 1,5 grader i et forsøg på at afværge de mest katastrofale smeltescenarier for globale gletsjere og iskapper.
I sidste måned bekræftede EU's klimatjeneste Copernicus Climate Change Service, at 2024 var det første år, hvor den gennemsnitlige globale temperatur overskred denne grænse.
Hver brøkdel af en grad betyder noget. Vi kan muligvis stadig afværge de værste skader, klimaforandringerne vil medføre – men vi er i dén grad ved at løbe tør for tid.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
