Du har nok hørt om narhvalen, som også kaldes havets enhjørning.
Hvalarten med de meterlange spiralsnoede stødtænder i overkæben lever året rundt i arktiske farvande omkring Canada, Grønland og Rusland.
De tiltrækker dedikerede turister, som er fast besluttede på at se og fotografere dem i naturen, hvor man, hvis man er heldig, kan opleve dem samle sig og søge føde i store flokke.
Mellem 2017 og 2019 rejste en gruppe forskere til Grønlands østkyst med håbet om at se narhvaler, men i modsætning til turisterne havde de en lidt mere usædvanlig opgave i tankerne.
Sammen med lokale fangere fra byen Ittoqqortoormiit ville de montere elektroniske mærker på narhvalerne, så dyrene kunne måle vandets temperatur og saltholdighed, mens de bevægede sig rundt i området.
Resultaterne er nu offentliggjort i tidsskriftet Science Advances.
Gennemskåret af et komplekst netværk af havstrømme
For at forstå, hvorfor narhvaler spiller en så vigtig rolle i denne type forskning, er det nødvendigt først at forstå de farvande, de bevæger sig gennem.
Kontinentalsoklen ud for Østgrønland er gennemskåret af et komplekst netværk af havstrømme. I flere hundrede meters dybde findes en relativt varm strøm af salt vand med temperaturer på op til 3 °C.
Strømmen kaldes 'atlantisk mellemvand', fordi den har sit udspring i Nordatlanten.
Oven over denne varme strøm, i dybder på mindre end 150 meter, finder man ’polarvand’, som stammer fra smeltende havis og den grønlandske iskappe.
Selvom polarvandet kan nå temperaturer på helt ned til -2 °C, er vandets saltindhold så lavt, at det trods kulden er mindre tæt end det varmere vand under det og derfor flyder ovenpå.
Dataindsamling er ekstremt udfordrende
For oceanografer er det ekstremt udfordrende at indsamle data om dette komplekse system. Tyk, flerårig havis har gjort, at store fartøjer sjældent fik adgang til området, før de motordrevne skibe blev almindelige i det 20. århundrede.
Inde i de lange, dybe kystfjorde udgør isbjerge en konstant fare, men selv hvis området var lettilgængeligt, er polarforskningsskibe både dyre og en begrænset ressource. Det er simpelthen ikke muligt at indsamle detaljerede målinger fra hver eneste afkrog af Østgrønlands kyst.
Her kommer narhvalerne ind i billedet. Forskere har i årtier inddraget havdyr i videnskabelige studier ved at montere forskellige instrumenter på alt fra hvaler og skildpadder til sæler.
Narhvaler er særligt velegnede til netop denne opgave.
De er kendt for at foretage usædvanligt dybe dyk på 1.500 til 2.000 meter i forudsigelige områder, ofte under tyk havis.
Disse bevægelser svarer næsten perfekt til de målinger, forskerne har brug for for at indsamle lodrette såkaldte CTD-profiler af havet, som registrerer ledningsevne, temperatur og dybde.
Ved at udstyre seks narhvaler med sensorer til måling af temperatur og saltholdighed kunne forskerne i studiet, ledet af Grønlands Naturinstitut, indsamle mere end 2.000 målinger af havets struktur, selv i områder som for eksempel fjorde, hvor skibe har svært ved at nå frem.
Havet og isen
Som glaciolog er jeg særligt interesseret i at forstå, hvad der sker med det varme, salte atlantiske vand langs Grønlands kyster.
Ofte forhindres vandet i at trænge ind i fjordene af en undersøisk tærskel, en forhøjning på havbunden ved fjordmundingen.
Men når tærsklerne er dybe, og mængden af atlantisk vand er stor, kan det varme vand strømme over tærsklen og nå frem til gletsjernes fronter.
Ved isfronten kan det varme havvand få gletsjere til at smelte og trække sig hurtigere tilbage.
Det har bidraget til den hastigt voksende afsmeltning af den grønlandske iskappe siden 1990'erne, i takt med at farvandene omkring Grønland har oplevet det, forfatterne til det nye studie kalder en ’atlantificering’.
Dette komplekse samspil mellem is og hav er vanskeligt at indarbejde i modeller for den fremtidige udvikling af indlandsisen.
Vi mangler detaljerede data om, hvor og hvordan vand bliver transporteret gennem fjordene, hvilket gør det svært præcist at forudsige, hvordan gletsjerne vil reagere på ændringer i det omgivende hav.
Narhvalernes målinger hjælper med at lukke nogle af hullerne i vores viden.
Der, hvor dykkene er koncentreret, kan dataene bruges til at rekonstruere bemærkelsesværdigt detaljerede kort over vandtemperaturer i forskellige dybder inde i fjorden. Samtidig giver dybderne, som narhvalerne dykker til, oplysninger om fjordenes minimale dybde.
Det giver forskerne fingerpeg om, hvor tærsklerne ligger, og hvor store de er, selv uden kortlægning af havbunden fra skibe.
Målingerne viser, at lavvandede fjorde med dybder under 400 meter kan begrænse indtrængningen af varmere atlantisk vand, hvilket gør de gletsjere, der munder ud i dem, mere modstandsdygtige over for et varmere hav.
Narhvalerne er dog ikke hele svaret.
Mærkningen begyndte først i 2017, og derfor er historiske målinger fra skibe nødvendige for at vurdere langsigtede udviklingstendenser.
Der er også en vis usikkerhed om, hvorvidt narhvalernes præferencer for bestemte områder eller tidspunkter kan påvirke resultaterne.
Alligevel har de givet os en ekstraordinær ny måde at se, hvad der foregår under havoverfladen. Efterhånden som mærkningen fortsætter, kan disse højst usædvanlige oceanografer hjælpe os med at opdage nye indtrængninger af varmt atlantisk vand og forstå, hvad det betyder for Grønlands gletsjere.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
