Debatten om Atlanterhavet dominerende havstrømme, AMOC, stikker i mange retninger. Danske forskere forudser et kollaps i 2057. Et nyt studie finder ikke engang et ‘tipping point’.
\ Automatisk oplæsning
Et kollaps af havstrømmene i Atlanterhavet vil have enorme konsekvenser. Både for os i Danmark og for hele verden.
Atlantic Meridional Overturning Circulation eller AMOC, som havstrømmene hedder, sørger nemlig for at sende varmt vand op til os i Norden.
I Nordeuropa vil vi opleve et væsentlig koldere klima. Helt ned til ti grader koldere på 100 år eller endnu kortere tid, ifølge mere ekstreme forudsigelser. Dele af landbruget vil gradvist blive tæt på umuligt i Danmark. Og et farvel til en lang række fisk som sild og makrel.
Tropiske egne på kloden vil til gengæld opleve et varmere klima. Regnsæsoner og monsuner vil være mere uforudsigelige og flytte sig til nye geografiske områder, hvilket vil få fatale konsekvenser for landbrugsproduktionen. Og sådan kunne man blive ved.
Derfor kan det tolkes som en forsigtig positiv nyhed, at et nyt Nature-studie udelukker et kollaps af AMOC frem mod 2100 og potentielt mange flere år ud i fremtiden.
»Deres overordnede konklusion er, at et AMOC kollaps er usandsynligt. Det er på linje med IPCC's (FN’s klimapanel red.) vurdering,« siger Steffen M. Olsen, der er forskningsleder ved Dansk Meteorologisk Institut (DMI), til Videnskab.dk.
Men klimamodellerne bag studiet får ofte kritik for at have mangler, når de skal forudsige fremtidige vejrfænomener.
»Vi ser gang på gang, at modellerne har svært ved at vise, hvor ekstreme de her klimahændelser bliver,« siger Peter Ditlevsen, der er professor på Sektionen for Is, Klima og Geofysik ved Københavns Universitet og selv har forudsagt et kollaps af AMOC, til Videnskab.dk.
Debatten om klimamodeller og forudsigelser for et potentielt kollaps, kommer vi tilbage til. Først skal det handle om det nye studie, der forsøger at afblæse det.
Atlantic Meridional Overturning Circulation er en betegnelse for den havcirkulation, der får varmt og koldt vandt cirkuleret rundt i Atlanterhavet. Golfstrømmen er en del af AMOC.
Vandet varmes op sydpå og sendes nordpå. Det gavner i høj grad os i Danmark og Nordeuropa, da det varmere vand sørger for vores varme klima i Europa. Umiddelbart synes vi måske ikke, at temperaturerne i vores have er vildt varme her i Skandinavien. Men i forhold til vores placering kloden er de.
»Man kan tænke på, at vi ligger på samme nordlige breddegrad som det sydlige Alaska,« siger Peter Ditlevsen.
Hvis Danmark ikke lå ud til Atlanterhavet, ville vores placering gøre klimaet - særligt om vinteren - en hel del koldere. I det sydlige Alaska er gennemsnitstemperaturen omkring minus 12 grader om vinteren.
Kilde: Peter Ditlevsen.
Frem mod 2100 kommer der til at ske særligt to ting, der har indflydelse på AMOC.
Der kommer mere CO₂ i atmosfæren, hvilket sætter gang i den globale opvarmning. Og der tilføres betydelig mængder fersk smeltevand - særligt fra området omkring Grønland.
I det nye studie har forskerne set på, hvad disse ændringer kommer til at betyde for AMOC over de næste 150 år. For at gøre det mere interessant har de skruet voldsomt på de to knapper. I studiet regner de med:
»Det er relativt store slag,« siger Steffen M. Olsen.
Han forklarer, at vi til sammenligning har forpligtet os til at holde CO₂-niveauet langt under en fordobling af det præ-industrielle niveau i Parisaftalen og i dag ’kun’ er på vej mod en fordobling i år 2100. Det er altså nogle voldsomme scenarier.
»Resultatet er, at ingen af modellerne viser et kollaps, men en markant svækkelse,« siger Steffen M. Olsen.
Forskerne finder nemlig, at efter 90 år er AMOC svækket med 20-81 procent i CO₂-scenariet. I ferskvandsscenariet med 50-80 procent. Efter de 90 år sker der en slags stabilisering, og derfor udebliver kollapset helt.
Hovedårsagen til stabiliseringen og det manglende kollaps er ifølge forskerne, at vestenvindene over det Sydlige Ocean opretholder en kraftig opstrømning af dybvand, der knyttes til AMOC. Det er ifølge Steffen M. Olsen en spændende forklaring, som dog også skaber en smule undren.
Der er to teorier om, hvordan den stærke strøm i AMOC, der transporterer varme og energi rundt på Jorden, egentlig fungerer.
Push-teorien og pull-teorien. Teorierne adskiller sig ved, hvor meget vægt de lægger på smeltevandet i Nordatlanten.
Som det er skitseret på billedet nedenfor, forløber AMOC altså således:
Push-teorien forklarer denne proces med, at koldt vand er tungere end varmt vand, og derfor synker det kolde vand i Nordatlanten. Det trækker andet vand med sig nedad, hvilket skaber bevægelse i havstrømmen.
Ifølge push-teorien udgør smeltningen af is i Nordatlanten en alvorlig trussel, fordi det ferske smeltevand er lettere end saltvand og dermed kan forstyrre nedsynkningen - og hele AMOC.
Pull-teorien fokuserer i højere grad på, hvordan vinde styrer havstrømmenes bevægelser. Da havcirkulationen her drives af atmosfæriske kræfter snarere end nedsynkning i Nordatlanten, udgør smeltevandet ikke helt den samme udfordring.
»De tager 100 procent udgangspunkt i pull-tanken,« siger Steffen M. Olsen om det nye studie.
Han kalder det et ensidigt fokus og har svært ved at se, hvorfor de ikke også inkluderer push-teorien i deres studie. Ofte vil forskere inkludere begge teorier, da AMOC formentlig fungerer med et sammenspil mellem de to.
DMI-forskeren fastholder dog, at studiets resultater og argumentation er overbevisende. Han kalder det endda en slags nybrud i måden, man argumenterer for stabiliteten af AMOC, fordi de har gjort det så overbevisende på tværs af et stort antal klimamodeller.
»Deres analyse forklarer, hvorfor et fuldt kollaps er umuligt på tværs af alle modeller. Det er en spændende analyse. Det virker robust,« siger Steffen M. Olsen.
Forskerne finder ikke et kollaps i deres simuleringer over de næste 150 år. Derfor giver det heller ikke mening at arbejde med et 'tipping point', som der ellers er rigeligt af i litteraturen. Altså et punkt, hvor havstrømmene næppe bare kan skrues tilbage til 'normalen'.
Det lyder en smule underligt, når vi er vant til at høre om, at havstrømmene er truede og potentielt kan kollapse. Men det er ifølge Steffen M. Olsen slet ikke urealistisk, at de har ret i, at vores klima i dag ikke har et tipping point på samme måde som tidligere.
»Vi ved, at AMOC har haft et tipping point under koldere klima, hvor varme- og energi-transporten var anderledes. Dér kunne man få et kollaps,« siger han og uddyber med et eksempel fra istiden.
Under en istid er forholdene i Atlanterhavet anderledes. Blandt andet ligger haviskanten som udgangspunkt langt sydligere, der er opbygget store ismasser på land og forbindelsen mellem Stillehavet og Atlanterhavet gennem Beringstrædet - mellem Nordamerika og Asien - lukker til.
Når temperaturen stiger i slutningen af en istid, smelter isen og havstrømmene presses af det smeltede ferskvand - præcis som i dag. Men modsat i dag, kan AMOC under en istid ikke komme af med det kolde vand, og derfor kollapser det.
Peter Ditlevsen lavede selv i 2023 et studie i Nature Communications, hvor han forudså et potentielt kollaps i 2057 - allersenest i 2095.
»Det nye studie modsiger det, vi har publiceret. Ud fra vores data ser det ud, som om den er ved at kollapse,« siger han.
Han ser studiet som det bedste bud på en forklaring lige nu og er ikke ked af, at de når to forskellige konklusioner, for »det er ikke en fodboldkamp«.
Peter Ditlevsen kunne dog have tænkt sig, at forskerne havde haft et større fokus på de scenarier, hvor deres simuleringer er tæt på kollaps. De har stort fokus på gennemsnittet af resultaterne fra de 34 forskellige klimamodeller, forskerne har brugt.
Men det er måske ikke den bedste strategi, når klimamodellerne har store udfordringer i at forudsige fremtidige vejrfænomener, forklarer han.
Begge forskere ærgrer sig over, at der er så stor forskel på forskernes forudsigelser.
Steffen M. Olsen forklarer, at vi på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkeligt med informationer om de klimatiske forhold i havene. Det besværliggør forskningen og får forskere til at benytte forskellige tricks til at udregne tilstanden for AMOC, som kan give vidt forskellige svar.
»Alle klimamodeller i studiet viser en gradvis reduktion og svækkelse af AMOC, hvorimod der er statistiske modeller, der viser et kollaps. Det skal vægtes alt sammen,« siger han med reference til, at forskerne ikke kan ignorere nogle studier, fordi de stikker i den modsatte retning af deres egen overbevisning.
Peter Ditlevsen mener, at det er en særlig udfordring i klimapolitik, da resultaterne har stor betydning for borgere og beslutningstagere.
Det kan være svært at gennemskue, hvordan man skal forholde sig til AMOC, når forskerne er så uenige.
Ifølge Peter Ditlevsen skal man forsøge at danne sig et mere overordnet billede af situationen lige nu ud fra de tilgængelige studier. I fremtiden kan man så håbe på, at forskerne finder den hellige gral til at undersøge havstrømmene.
»Efter Albert Einstein kom med relativitetsteorien, var det ikke sådan, at man bagefter fortsat kiggede på 50 forskellige modeller. Det var en mere 'end of story'-situation,« siger han og håber på, at noget tilsvarende sker inden for klimaforskning.
