Da FN i december 2009 afholdt sit årlige klimatopmøde i København, var det velsagtens et stykke danmarkshistorie. Aldrig har så mange statsledere mødtes i Danmark for at diskutere klima som under COP15.
Klimatopmødet i Danmark har siden haft et skidt eftermæle som en »fiasko«, som Connie Hedegaard, daværende konservativ klimaminister, har kaldt det.
Nu peger forskningen i samme retning.
For 19 ud af 34 lande har ikke formået at leve op til de 2020-klimamål, de forpligtede sig til på klimatopmødet i 2009, viser et nyt studie fra University College London.
I studiet, som er udgivet i tidsskriftet Nature Climate Change, sammenligner forskerne landenes egentlige nettoudledninger med deres reduktionsmål, der blev fastsat ved COP15.
Det er blandt andet Australien, Spanien og vores norske naboer, som ikke har formået at leve op til deres klimamål. Til gengæld ligger Danmark i gruppen af lande, der med succes har nået klimamålene.
Studiets resultater er »ikke overraskende«, lyder det fra klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i klimafysik ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk:
»Det belyser, at COP15 ikke var nogen succes. Der blev ikke sat nogle milepæle, og det viser, hvor handlingslammede landene var.«
Studiet viser også, hvor anderledes klimaambitionerne er i dag. Det mener klimaprofessor Sebastian Mernild, der er leder af SDU Climate Cluster ved Syddansk Universitet:
»Det kan godt være, at nogle nåede målene ved COP15, men i dag ved vi, at vi skal levere meget mere end det i 2009.«
Det er værd at bemærke, at studiet kun undersøger 34 lande og ikke alle deltagende lande.
\ Fakta: Hvilke lande nåede ikke deres klimamål?
Lande, der ikke formåede at nå deres klimamål: Australien, Østrig, Canada, Cypern, Irland, Japan, Holland, Norge, Portugal, Slovenien, Spanien og Schweiz.
Lande, der nåede halvvejs*: Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Ungarn, Luxembourg, Malta og Polen.
Lande, der nåede deres reduktionsmål: Bulgarien, Kroatien, Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Grækenland, Italien, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Storbritannien og USA.
*Ud af de 19 lande er syv lande placeret i en gruppe, der nåede halvvejs: De formåede at reducere CO2-udledninger inden for egne grænser. Dog ved hjælp af kulstoflækage, hvor man udflytter udledninger til andre lande med lavere reduktionsforpligtelser, hvilket har været en stigende bekymring blandt miljøpolitikere.
Mødet gled ud i sandet
Da Sebastian Mernild selv deltog i COP15 i sin tid, husker han det som et topmøde, hvor »ting blev sat på spidsen«.
»Det blev italesat, at vi skulle handle her og nu. Men mødet gled ud i sandet i forhold til gennemslagskraft,« fortæller han.
Man nåede ikke frem til en omfattende global aftale ligesom Parisaftalen, men derimod en hensigtserklæring kaldet Copenhagen Accord, som imidlertid ikke var juridisk bindende.
»Der var ikke nogen, der anså Copenhagen Accord som andet end et skridt på vejen til at lave en anden aftale. Man var ikke parat til at lave en bindende aftale,« mener klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen.
Derfor opstillede landene individuelle reduktionsmål, også kendt som NDC’er, men som har varieret meget.
For eksempel nåede Kroatien sit mål om at reducere drivhusgasudledninger med fem procent, mens Schweiz ikke var i stand til at leve op til landets mål om en reduktion på 20-30 procent inden 2020.
Skal man se positivt på studiet, er der noget, som går igen for både 15 år siden i København og de efterfølgende klimatopmøder: at der er bred konsensus om, at der skal gøres noget.
»Der er ikke tvivl om, at hovedparten af verdens lande har et ønske om, at der skal laves radikale ændringer. Men i måden at implementere det på, er man utroligt passiv med at handle på globalt plan,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
\ COP15
I 2009 var København vært for FN’s klimakonference, der afholdes hvert år.
Her fik 29 lande forhandlet sig frem til Copenhagen Accord, som var en ikke-juridisk bindende hensigtserklæring. 122 lande tilsluttede sig erklæringen, som blev kritiseret, blandt andet for ikke at kunne »leve op til de videnskabelige anbefalinger«.
Selve klimatopmødet blev kaldt for en »skuffelse«, da man ikke formåede at fastsætte nogen klimamål med formålet at reducere de globale drivhusgasudledninger.
Verden kræver mere klimahandling i dag
Studiet kaster lys over et interessant historisk perspektiv i klimaforhandlingerne. Men det vigtigt for Sebastian Mernild at understrege, at det største fokus bør være på nutidige udfordringer.
»Vi står et helt andet sted end i 2009,« siger han:
»Det er positivt, at der på daværende tidspunkt var lande, som var på rette kurs. Men det var langtfra nok lande. Det, der skal gøres i dag, er betydeligt større. Verden kræver meget mere klimahandling.«
I 2023 blev der slået en række kedelige rekorder: Mængden af udledte drivhusgasser, koncentrationen af CO2 i atmosfæren var på sit højeste niveau, og 2023 var det varmeste år registreret.
Når man ser på forskningen, må vi fra 2020 og fremadrettet kun udlede 300 gigaton CO2 set på udledninger år for år, hvis middeltemperaturstigningen skal blive under 1,5 grader, forklarer Sebastian Mernild.
Men nu, fire år senere, er vi halvvejs mod at udlede de 300 gigaton CO2.
»Det er problematisk. Det vidner om, at det er forventeligt, at vi inden for fire til fem år ikke må udlede mere, hvis vi skal forblive under 1,5 grader. Og det tyder meget på, at vi ikke gør. Vi vil passere de 1,5 grader i starten af 2030’erne,« siger Sebastian Mernild om Parisaftalens grænse for, hvor meget den globale temperatur må stige.
Fra Valby Bakke til Alpe d’Huez
Set i lyset af de seneste udviklinger på klimaområdet er der måske ikke meget håb at finde.
Men det finder man måske ved at skrue tiden tilbage til 2015.
COP21 i Paris blev et succesfuldt klimatopmøde, da alle verdens lande kunne blive enige om en juridisk bindende aftale, mener klimaforskerne.
»Isoleret set er Parisaftalen en succes. Der er lande, herunder Danmark, som virkelig forsøger at flytte på dagsordenen. Det går godt i de lande, hvor man ikke vil være afhængig af andres olie og gas, hvor den grønne omstilling giver mening. Men i forhold til at komme helt i mål, er der ikke sket nok,« forklarer Jens Hesselbjerg Christensen.
»Det er dybt bekymrende, at vi har haft 30 COP-møder, og vi er langt fra dér, hvor vi skal være,« tilføjer Sebastian Mernild.
Men det kan være svært i et samfund, hvor man skal manøvrere mellem lobbyister og modsatrettede synspunkter, mener han. Et dansk eksempel er forslaget om en CO2-afgift, der er blevet bredt diskuteret.
»Når man tager fat på et behov for reelle løsninger, bliver interesserne tydeligt tegnet op. Der er mange brikker, der skal vendes, og når det gør ondt, så er det vanskeligt,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
Derfor kræver det, at man hiver fat i forskellige typer løsninger.
»Der skal være en kobling mellem ændringer af forbrugsvarer og teknologiløsninger. Vi kan ikke redde os ud gennem et ‘techfix’. Vi skal også finde ud af, hvordan vi agerer som forbrugere, og hvordan vi kan ændre vores indkøbsmuligheder,« siger Sebastian Mernild.
Så skal man gøre status, knap 15 år efter at verdens ledere samledes i København for at få kloden på rette kurs, står det klart.
Der skal gøres meget mere, mener Sebastian Mernild:
»Lige nu har vi måske placeret os på Valby Bakke. Men vi skal op til Alpe d'Huez, før vi er på et niveau, hvor vi får reduceret nok.«
\ Kilder
Revisiting Copenhagen climate mitigation targets, DOI: 10.1038/s41558-024-01977-5
