Jeg er redaktionsassistent på Videnskab.dk, hvor jeg både skriver artikler og korte citathistorier om ny, spændende eller overraskende forskning. Tidligere journalist på Dagbladet Information.
Nu kan du stemme: Grævlinge-nålepude, et bjørnebaghold og en modig gekko er blandt kandidaterne til årets naturfoto
Stem på din favorit blandt de 25 flotte og naturskønne fotos, der er nomineret til publikumsprisen i fotokonkurrencen Wildlife Photographer of the Year 2024.
Stem på din favorit blandt de 25 flotte og naturskønne fotos, der er nomineret til publikumsprisen i fotokonkurrencen Wildlife Photographer of the Year 2024.
Det må siges at være en målrettet honninggrævling, der forsøgte at udfordre et sydafrikansk hulepindsvin (Hystrix africaeaustralis).
For trods pigge i hele kroppen vender honninggrævlingen (Mellivora capensis) tilbage for at færdiggøre arbejdet.
Men det er ikke så unormalt endda, da honninggrævlingen, som findes i Botswana, er kendt for at jage dyr, der er dobbelt så store som dem selv.
Mødet mellem grævlingen og pindsvinet er blot ét af de mange fascinerende bidrag i kategorien 'People’s Choice Award 2024', der er en del af konkurrencen ‘Wildlife Photographer of the Year’, som er udviklet af Natural History Museum, London.
Med bidrag fra 117 lande har juryen nomineret 25 billeder, som du kan være med til at stemme på lige her.
Vinderen kåres i februar 2025, hvor vinderbillederne også vil blive udstillet på Statens Naturhistoriske Museum, hvilket du kan læse mere om her.
En isbjørneunge (Ursus maritimus) forsøger at lave et mislykket bjørne-bagholdsangreb på en mallemuk (Fulmarus glacialis), der ser ud til at kunne gå på vandet.
Annonce:
Fotografen Erlend Haarberg befandt sig på Svalbard, da en hun-isbjørn og hendes unger samlede sig om et hvalroskadaver. Isbjørneungen legede rundt med tang, indtil den fik øje på mallemukken, der lå på havets overflade.
Her kunne Haarberg så se på, mens isbjørneungen uden held forsøgte at angribe fuglen. Det er nødvendigt for unge bjørne at lære at jage, da den med tiden skal overleve i Arktis uden sin mor.
Man kan nærmest ikke engang se den, så lille er den. Men en sydafrikansk sandgekko står fast over for en lys sanghøg (Melierax canorus) på billedet, der er taget i Kgalagadi Transfrontier Park i Sydafrika.
Fotografen Willie Burger van Schalkwyk måtte se på, mens den modige gekko tog kampen op med sin konkurrent. Desværre overlevede gekkoen ikke, men dens mod er foreviget.
Der er få ting, der er bedre end at klø sig et sted, som virkelig trænger. Det er måske cirka de samme tanker, der er gået gennem hovedet på denne hvidhval (Delphinapterus leucas), der klør sig på flodbunden for at komme af med de døde hudceller.
Mark Williams tog billedet langs Nordvestpassagen i det arktiske øhav, hvor hundredvis af hvidhvaler mødes, socialiserer og eksfolierer sin hud. Passagen er nemlig også en sikker havn, hvor hvidhvalerne er langt væk fra spækhuggerne.
Det var en sen aften i skoven på Sơn Trà-halvøen i Vietnam, da fotograf Ivan Ivanek fik øje på det påfaldende par rødbenede kostumeaber (Pygathrix nemaeus). Aberne findes kun i Vietnam, Laos og Cambodia og er truede på grund af tab af levesteder, jagt og ulovlig handel med kæledyr.
Annonce:
Fotografen brugte flere dage på at finde spor af aber, og da han så endelig fandt de to aber i gang med at parre sig, var det en »uventet yndefuld affære«, fortæller han i pressemeddelelsen.
En chimpanse (Pan troglodytes) stopper op, mens dens familie bevæger sig gennem skoven i Loango Nationalpark i Gabon.
Nora Milligan var i færd med at vandre gennem skoven, da hendes gruppe hørte bladene rasle omkring dem, hvorefter en gruppe chimpanser tonede frem. Aberne tilhører Rekambo-gruppen, som en række forskere er i gang med at studere.
I Louisiana i USA har en amerikansk biolog camoufleret sig i hvidt klæde og falsk næb for at komme tættere på den truede trompetértrane (Grus americana).
Biologen måtte handle hurtigt for at skifte GPS-senderen på tranens ben, hvilket hjælper forskerne med at spore fuglene og lære mere om dem.
Det var en sommermorgen i Majella Nationalpark ved San Bartolomeo-dalen i Italien, da Carlo D’Aurizio gik forbi det lille vandløb, han havde besøgt mange gange. Selvom han troede, han skulle se vidunderlige sommerfugle sværme rundt, blev han i stedet mødt, af hvad der ligner et stilleben af døde sommerfugle og natsværmere.
Da det ikke havde været ualmindeligt varmt eller havde været nogle storme de forrige dage, ved Carlo D’Aurizio ikke, hvorfor insekterne døde.
Kati Thanda-Lake Eyre er Australiens største sø og en af verdens største saltvandssøer. I flere måneder har vandmasser rejst mere end 1.000 kilometer fra Queensland, som strømmer mod den store saltvandssø i det sydlige Australien.
Brad Leue sad i en helikopter under blæsende forhold, da han forsøgte at skyde et billede af søen. På billedet ser man vandet, der nærmer sig bredden af den store sø.
Hvilket billede er DIN favorit?
Hvis du vil stemme på et af billederne i artiklen eller se endnu flere af de smukke billeder, kan du se resten af de 25 nominerede lige her. Og vil du se vinderbilledet af den forrige publikumspris, kan du klikke her.
Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev for alle, som er vilde med det vilde.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.