Nogle siger, at Australien har set værre brande før. Men de misser disse vigtige kendsgerninger

Hver gang, vi oplever ekstreme vejrforhold, er mange hurtige til at påstå, at vi har set det hele før:

Værre hændelser har fundet sted, eller at det bare er en del af de naturlige klimavariationer.

De nylige bushbrande i Australien er et godt eksempel.

Den australske klummeskriver Gerard Henderson skrev for nylig:

»I Victoria (delstat i det sydøstlige Australien, red.) var der ligeledes voldsomme brande i 1983 and 2009. Men det er først nu, at det bliver foreslået, at delstatens fremtid er en kontinuerlig apokalypse.«

Australien har før oplevet mange bushbrande, men adskillige faktorer adskiller den nylige krise i det østlige Australien fra tidligere bushbrande:

• Bushbrandenes enorme udbredelse.
• Australiens klima er under kraftig påvirkning af vejrmønstret El Niño, men denne gang har vi ikke observeret El Niño-vejrforhold typisk associeret med tidligere voldsomme brande.
• Den vigtigste faktor er, at Australien har oplevet de varmeste og tørreste forhold, der nogensinde er registreret på kontinentet umiddelbart før brandene.

Hurtigt overblik: Australiens klima

Australiens klima er blevet varmere siden 1970’erne. Forholdene, som kan starte brandene, er blevet mere ekstreme, og længden på den såkaldte ‘brand-sæson’ er blevet længere på tværs af store dele af kontinentet.

Den menneskeskabte opvarmning har været tydelig at spore i de australske temperaturer siden 1950. Det har i mange år bidraget til en klar længerevarende tendens mod vejrforhold med større brandrisiko i mange områder.

I takt med at kloden bliver varmere, vil naturlige klimavariationer i Stillehavet, det Indiske Ocean og det Sydlige Ishav fortsat være drivkraften bag klimavariationerne i Australien.

De naturlige klimadrivkræfter er komplekse, men det er absolut afgørende, at vi tager os tid til at forstå dem, og hvordan de interagerer med de menneskelige klimaeffekter. Med naturlige variationer mener processer som El Niño og dens modstykke La Niña i Stillehavet.

Til sammen kaldes de El Niño-sydlig oscillation (ENSO), der er en kontinuerlig, men uregelmæssig cyklus af ændringer i havets og de atmosfæriske forhold, der påvirker hele planeten.

LÆS OGSÅ: Øjenåbnende animation: Så meget af verden brændte i 2019

Andre processer har effekt

Andre processer er blandt andet Indian Ocean Dipol (IOD), der er et koblet ocean- og atmosfærefænomen, som kan sammenlignes med El Niño i Stillehavet, og the Southern Annular Mode (SAM) i det Sydlige Ishav, som har stor betydning for regnmængden i det vestlige Australien.

ENSO er ikke aktiv lige nu, og en meget stærk positiv IOD-hændelse – den stærkeste siden 1997 – er lige slut.

Positive IOD-hændelse resulterer typisk i mindre end gennemsnitlige nedbørsmængder i løbet af vinteren og foråret i det sydlige og centrale Australien og er ofte associeret med forhold, der øger risikoen for bushbrande signifikant.

Atmosfæren er blevet markant varmere

Atmosfæren er også blevet markant varmere over Antarktis, hvilket kaldes den stratosfæriske opvarmning.

Det har ført til en svækkelse af det såkaldte Polar Vortex – Nordpolens iskolde hvirvelvind – hvilket har ført til mere negative forhold i Southern Annular Mode, der kan beskrives som vestenvindsbæltets nord-sydgående bevægelse omkring Antarktis.

Ny australsk forskning har fundet, at svækkelse og opvarmning af det stratosfæriske polare vortex over Antarktis øger risikoen for både varme- og kuldeekstremer markant, herunder brandrisikoen i løbet af foråret og den tidlige sommer på tværs af hele det subtropiske østlige Australien.

Denne kombination af usædvanlige naturlige variationer i det Indiske Ocean og det Sydlige Ishav, den hidtil usete mangel på nedbør i løbet af vinteren i 2017, 2018 and 2019 samt Australien rekordvarme sommer har været med til at skabe de ekstrem tørkeforhold, der i øjeblikket er at finde i 100% af delstaten New South Wales og 67.4% af delstaten Queensland.

Det er alle faktorer, der tilsammen har bagt landskabet og forvandlet en almindeligvis fugtig regnskov til ekstra brænde på bålet for denne brandsæsons katastrofale bushbrande.

Klimaets effekt på tidligere bushbrande

Historisk set fandt de mest voldsomme australske brandsæsoner og tørkeperioder sted, når Indian Ocean Dipol (IOD) sammen med El Niño forstærkede tørkeforholdene.

De to vejrfænomener har effekt på nedbørsmængden, samt hvor meget væde der er i jordbunden.

De tørreste forhold er at finde i det sydøstlige Australien, men hele kontinentet er ramt med undtagelse af kystområdet i New South Wales.

Forskningskilder indikerer, at visse etablerede forhold mellem drivkræfterne, der historisk set har haft effekt på klima, nedbør og temperaturforhold i Australien, er ved at blive ødelagt, i takt med at Australiens klima bliver varmere,

For eksempel er Australiens varmerekorder historisk set associeret med El Niño-hændelser på linje med globale temperatur-trends.

LÆS OGSÅ: Brande er en kæmpe klima-joker

Gondwana-regnskovene brænder

Men den globale opvarming betyder, at selv det, vi betegner som køligere La Niña-år, i dag er varmere end mange tidligere El Niño-år.

Det indikerer, at naturlige variationer muligvis bliver ‘oversvømmet’ af de menneskeskabet klimaeffekter.

Efter Australiens rekordvarme sommer og et rekordvarmt år med hede og tørke startede brandsæsonen 2019-2020 usædvanligt tidligt.

I september (knapt en uge ind i det australske forår) hærgede katastrofale bushbrande mange områder i det sydlige Queensland og nordlige New South Wales.

Selv de almindeligvis mosdækkede Gondwana-regnskove, som er på Verdensarvslisten, brændte.

I 2016 ødelagde skovbrande store områder af den forhistoriske Gondwana-regnskov, hvilket udløste en kaskade af forandringer på tværs af hele økosystemet.

Katastrofale bushbrande uden El Niño-hændelse

Det er bemærkelsesværdigt, at de nuværende katastrofale bushbrande sker uden de El Niño-forhold, som hidtil typisk er blevet observeret i forbindelse med voldsomme skovbrande.

De berygtede Ash Wednesday-brande, der i februar 1983 hærgede dele af det sydøstlige Australien, fandt sted i løbet af én af de mest intense El Niño-hændelser, der nogensinde er registreret.

Cirka 75 personer mistede livet i den sydøstlige del af landet, og mere end 2.000 hjem gik tabt.

Ash Wednesday-brandene fulgte en positiv Indian Ocean Dipole-hændelse, der sammen med El Niño skabte en ‘double whammy’.

Kombinationen af El Niño og positive IOD-forhold havde også effekt på brandene i Sydney i 1994.

Udstrakte og omfattende ‘mega-brande’ er alarmerende

Den nuværende tørke har ramt områder som eksempelvis New South Wales, der historisk set ikke er påvirket af El Niño eller positive IOD-hændelser. Det indikerer, at der er andre drivkræfter på spil.

Det måske mest alarmerende er, at denne sommers brande er langt mere udstrakte og omfattende.

Denne brandsæsons bushbrande har hærget større landområder end i løbet af både Victoria’s Ash Wednesday eller Black Saturday.

Faktisk er det lykkedes brandene at mødes og skabe ‘mega-brande’.

Det giver stof til eftertanke: Hvad vil der ske med det australske landskab, næste gang en El Niño går i land?

Det kommer til at tage tid, før forskerne præcist kan fastslå, hvor stor effekt klimaforandringerne har haft på den nuværende tørke og de associerede bushbrande.

Men det står allerede klart for eksperterne, at naturlige variationer og menneskeskabte effekter interagerer, og at de skaber ekstremer, som aldrig nogensinde er set før i Australiens historie.

LÆS OGSÅ: Usædvanligt højt antal skovbrande i Amazonas afsløret af billeder fra rummet

Hvad betyder det for brandrisikoen?

I Australien er temperaturerne på land og i havet steget i løbet af de seneste årtier. Brandrisikoen har set den samme opadgående tendens i løbet af de seneste årtier.

Især den årlige akkumulerede risiko for skovbrande (Forest Fire Danger Index – FFDI), der tager højde for tørke, nedbør, lufttemperatur, luftens relative luftfugtighed og vindstyrke, er steget i det østlige og sydlige Australien.

Brandsæsonen er blevet både længere og mere intens, faktisk var det de helt usædvanlige forhold i løbet af Victoria’s Black Saturday brande i februar 2009. der var årsag til den nye ‘katastrofale’ brand-rating, repræsenteret af en FFDI på 100 eller mere.

6. september 2019 var både Queensland og New South Wales ramt af voldsomme skovbrande.

I de områder, det gik værst ud over, var FFDI-værdierne højere nogensinde registreret så tidligt i sæsonen siden 1950.

En FDDI på 174 blev registreret ved Murrurundi Gap i Hunter-regionen i New South Wales.

Omskrivning af historien

Før i tiden skulle Australien blot forholde sig til de naturlige klimavariationer.

Nu har menneskelig aktivitet forstærket og vendt hoved og hale på hele vejr- og klimasystemet.

Klimaforandringerne betyder, at ekstreme vejrhændelser bliver voldsommere, hvilket resulterer i hidtil udsete forhold, der omskriver Australiens historie.

CSIRO og Australiens Meteorologiske Bureau seneste klimaforudsigelser fra 2015 viser tydeligt, at Australien i fremtiden går farligere vejrforhold i møde.

Det kommer til at tage tid, før vi helt forstår hver enkelt klimafaktors effekt på bushbrandsæsonen 2019–2020.

Men én ting er helt sikker: Uden en global reduktion af drivhusgasudledningen vil temperaturen fortsætte med at stige. Det vil øge risikoen for, at de katastrofale brande i Australien bliver den nye norm.

Joelle Gergis modtager støtte fra Australian National University og Australian Government’s Department of the Environment and Energy. Geoff Cary modtager støtte fra Australian Research Council, Australian Centre for International Agricultural Research (ACIAR), Bushfire and Natural Hazards CRC og National Health and Medical Research Council, Australian Greenhouse Office/Department of Climate Change Greenhouse Action in Regional Australia funding schemes, NSW Department of Environment & Conservation og US National Science Foundation. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Sådan afgør forskerne, om klimaforandringer er skyld i ekstreme vejrfænomener

LÆS OGSÅ: Sådan så Europas natur ud, før mennesker ændrede den

LÆS OGSÅ: Storbyer skaber en helt ny ’tredje natur’