Miljøforsker om 'Our Planet': Dokumentarserie viger tilbage fra ubehagelige sandheder

I mere end 60 år har David Attenboroughs navn og stemme været synonym med naturdokumentarserier af en meget høj kvalitet.

I hans seneste projekt - Netflix-serien 'Our Planet' - forklarer han endnu engang de enestående naturscener, men alligevel skiller denne serie sig ud fra hans tidligere succeser.

Hvor adskillige af Attenboroughs tidligere dokumentarer afbilder naturen som uberørt og perfekt, sætter 'Our Planet' ifølge markedsføringen fokus på trusler og udfordringer med afsæt i verdens naturkrise.

I dokumentarseriens indledning får vi at vide, at:

»For første gang i menneskets historie kan naturens stabilitet ikke længere tages for givet.«

Det er en signifikant afvigelse - og det er på høje tid. Men trods forbedringer viger 'Our Planet' dog ligesom tidligere naturdokumentarer også tilbage fra at vise præcis, hvor slemt det står til med vores planet.

På høje tide, at vi fokuserer på problemerne

Miljøforskere (som mig selv), der undersøger de udfordringer, verdens skrøbelige natur står overfor, har længe været frustrede over den måde, naturdokumentarserierne giver indtryk af, at det hele er okay.

Nogle hævder, at dette kan gøre mere skade end gavn ved at give seerne en følelse af selvtilfredshed.

Vi miljøforskere forventede derfor ikke, at den nye serie ville vige tilbage fra den frygtelige sandhed:

At de naturvidundere, som vi ser i naturdokumentarerne, er blevet tragisk reduceret - og mange risikerer at uddø helt.

Det startede ellers godt...

Jeg var så heldig at se 'Our Planet'-teamet i fuld sving på jobbet i 2015 (det tager mange år at producere serier som denne). Jeg tilbragte tre uger i det vestlige Madagaskar, samtidigt med at de arbejdede på afsnittet om skovene.

Mens kamerafolkene tilbragte dag og nat med at filme Madagaskars største varmblodede rovdyr, fossa, og filme insekternes produktion af honningdug (det er værd at se serien alene for denne sekvens), kulegravede resten af holdet de komplekse problemstillinger, der truer den enestående biodiversitet.

De tilbragte mange timer sammen med den madagaskiske miljøforsker Rio Heriniaina fra University of Roehampton, London, hvor de talte med lokalsamfundets ledere om de udfordringer, som de står ansigt til ansigt med, samt årsagerne til områdets meget hastige tab af skov.

Optagelser overlevede ikke klippebordet

Men de fascinerende optagelser overlevede ikke klippebordet.

Umiddelbart efter scenen, der viser et amourøst fossa-par, får vi fortalt, at deres skov er brændt ned. Det skete allerede i 2015.

Rio Heriniaina fortalte mig:

»Madagaskars udtørrede skove forsvinder for øjnene af os. Hver eneste afbrændingssæson går store skovområder op i flammer for at bane vej for peanuts og majs. Det er ikke et enkelt svar på hvorfor, og ingen simple løsninger. Fattigdom spiller en rolle, men det gør korruption også og rige personers indflydelse, der profiterer på ødelæggelsen.«

Skøjter hen over menneskets destruktive adfærd

Det er min hovedkritik af 'Our Planet'.

På trods af, at serien bliver markedsført som et uforfærdet indblik i de trusler, som de skrøbelige, komplekse og endeløst fascinerende økosystemer står overfor, har serien faktisk en tilbøjelighed til at vige væk fra at vise truslerne. Eller, endnu vigtigere, adressere spørgsmålet om, hvad vi kan gøre for at afhjælpe dem.

Ligesom tidligere dokumentarer vinkles kameraerne, så al evidens på menneskets destruktive adfærd fjernes.

Jeg har set naturdokumentarer i 30 år, og jeg kan kun mindes én eneste gang, at man brød med denne tradition.

Det var Simon Reeves' serie fra 2012 om Det Indiske Ocean, hvor han viste menneskerne i og omkring de habitater, han filmede.

Han menneskeliggjorde dem, og han var ærlig omkring, hvor afgrænset de pittoreske habitater, han filmede, var.

I en mindeværdig sekvens, som viste en sifaka, der hoppede rundt mellem træerne, bad han kameramanden om at vende sig om, hvilket afslørede den kæmpemæssige sisal-plantage, som omgav det mikroskopiske skovområde, der stadig var tilbage, og hvor talløse filmhold kom for at filme de karismatiske dyr.

Miljøforskningen kan ikke ignorere menneskets tilstedeværelse

Da Planet Earth II blev vist i 2016, var jeg skuffet over at se mere af det samme; den samme lille rest af skov i det sydlige Madagaskar - men uden kontekst.

Ligesom ved tidligere dokumentarserier kan man ende med en følelse af, at de skildrede steder er helt afsondret fra mennesker.

Menneskets tilstedeværelse i og omkring mange af habitaterne er slettet i dokumentarerne.

Men hvis vi skal lykkes, kan miljøforskningen ikke ignorere menneskerne.

Sir David Attenborough kan noget

Måske er det ubehøvlet at klage over, at Our Planet - ligesom sine foregængere - viger tilbage fra at vise helt, hvor truet og skrøbelig naturen rent faktisk er.

Måske er det den uberørte og uplettede fremstilling, som gør dem så populære.

Mange af os blev lokket ind i miljøforskningens verden ved at se Sir David Attenboroughs andre film som børn.

Og ved at introducere seerne for økologiens fascinerende fakta (hvem vidste, at vinden, som blæser over ørkenerne, giver næring til livet i havet?) og paradisfuglens bemærkelsesværdige adfærd (som parotia-fuglens imponerende parringsopvisning), vil Our Planet utvivlsomt charmere en helt ny generation.

Forskerne har igen og igen vist, at viden ikke er nok til at ændre menneskets adfærd.

Men følelsen af tilknytning til naturen betyder noget.

Serien vil uden tvivl få os til at forelske os i vores klode - og det er helt bestemt en god ting.

Julia Jones modtager støtte fra NERC og Leverhulme Trust. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: David Attenborough: Menneskets udvikling er gået i stå

LÆs OGSÅ: David Attenborough: Vi har standset den naturlige selektion