Intens kulde med temperaturer ned under minus 50 grader vil få de fleste levende væsner ned med nakken. Men det gælder ikke for mammutten, der levede i Sibirien for omkring 50.000 år siden.
Det har længe været en gåde, hvordan dyrene har kunnet klare så koldt et klima.
Nu viser et internationalt studium af bevaret dna fra knoglerne fra uldhårede sibiriske mammutter, at dyret ud over en meget varm pels også var udstyret med en særlig form for antifryse-blod, der var i stand til at transportere ilt ud til vitale organer og muskler, selv om kulden gik gennem marv og ben.
Blodets egenskaber gjorde, at dyret kunne klare at have 'kolde fødder', uden at det lammede musklernes og organernes iltforsyning.
»Til forskel fra mammuttens nære nulevende slægtninge, den indiske og den afrikanske elefant, udviklede mammutten en særlig evne til at kunne tåle kulde. Dermed kunne den holde energiforbruget nede,« fortæller lederen af forskningsprojektet professor Roy E. Weber fra Zoofysiologi, Biologisk Institut på Aarhus Universitet.
Bakterier overtog produktionen En af grundene til, at resultaterne i dag offentliggøres i det videnskabelige tidsskrift Nature Genetics er, at det er første gang det nogen sinde er lykkedes at kaste lys over de biokemiske tilpasninger, som mammutten har gennemgået for at kunne klare sig under de ekstreme forhold.
Man ved fra studier af knogler fra afdøde dyr, at mammutten udvandrede fra det varme tropiske Afrika for omkring en million år siden og vandrede helt op til det nordligste Canada, hvor klimaet er koldt og barskt. Så ekstrem en omvæltning i levevilkår har uden tvivl krævet store biokemiske tilpasninger i kredsløbet. De ændringer har man imidlertid hidtil været afskåret fra at kaste lys over, da blod jo ikke bevares på samme måde som knogler.
Men det problem har Roy Weber og hans team nu løst.
Forskerne fandt ud af, at de kunne genskabe hæmoglobinmolekyler fra mammutten ved først at kortlægge de genetiske koder for hæmoglobinet for tre uddøde sibiriske mammutter og herefter oversætte det til RNA, som så blev overført til colibakterier. RNA'et virkede som et lille program, der tvang bakterierne til at producere de selvsamme molekyler, som i sin tid udgjorde mammutternes hæmoglobin.
Små variationer giver stor effekt
»Det overraskende er, at det kun er tre ud af i alt 300 aminosyrer på hæmoglobin-molekylet, som er ændret i forhold til elefanten, der er mammuttens nærmeste slægtning. Det viser os, at selv nogle ganske få og små variationer på det molekylære plan kan give nogle ekstreme tilpasninger for arten, der markant øger dens tolerance overfor miljøfaktorer,« siger Roy E. Weber.
Den nye metode åbner op for en helt ny måde at udforske dyr, der for længst er uddøde, og dermed få et meget bedre indblik i deres evolution.
»En af de ting, vi kan blive klogere på, er dyrenes kuldetilpasning. Når vi ved, hvordan fortidens dyr har kunnet klare voldsomme klimaændringer, vil man kunne bruge den viden til at kunne lave genmanipulation af dyr, så de bedre vil kunne klare klimaændringer i fremtiden,« siger han.
Det er lykkedes forskere at genskabe molekyler fra mammuttens blod. Det åbner for en forklaring på, hvorfor det uddøde dyr kunne tåle ekstreme kuldegrader. (Illustration: Statens Naturhistoriske Museum)
Mammutblodets særlige egenskaber er knyttet til kun tre aminosyrer på hæmoglobinmolekylet, der bærer i alt 300 aminosyrer. De tre aminosyrer gør molekylet i stand til at binde ilt ved meget lave temperaturer.
