Lianer breder sig voldsomt og kan observeres fra rummet
Studier viser, at lianer breder sig som aldrig før i regnskovene. Det er skidt nyt for klimaet.
Studier viser, at lianer breder sig som aldrig før i regnskovene. Det er skidt nyt for klimaet.

Du kender lianer som dem, Tarzan bruger til at komme rundt i regnskoven. Med det billede på nethinden, lyder det jo godt, at der kommer flere af dem.
Men nej. For en stadig stigende udbredelse af lianer truer regnskovens træer. Og dermed også klimaet.
»Lianer kan kvæle og dræbe træer. Når de dominerer, bliver skoven kvalt,« lyder det fra økolog Marco Visser fra Leiden Universitets Center for Environmental Sciences i en pressemeddelelse.
To nylige studier fra Leiden Universitet giver tilsammen et tankevækkende billede af lianers udvikling i de tropiske skove.
Det ene studie, et metastudie, gennemgår hundredvis af studier og viser, at lianer breder sig som aldrig før.
»En lian-pandemi har hærget i mere end 30 år, og deres forekomst er steget med 10 til 24 procent hvert årti,« udtaler Marco Visser, der er en af forskerne bag begge studier.
Det andet studie viser, at man kan bruge satellitbilleder til at følge lianernes udbredelse. Det kan man, fordi deres blade er tyndere og ligger mere fladt end træers, som hælder mere.
»Vi forstår nu, hvorfor lianer er synlige på satellitbilleder,« lyder det i pressemeddelelsen.

Den viden kan bruges til at udvikle teknikker, der kan kortlægge lianernes uheldige spredning.
Det er dog ikke ny viden, at lianer vinder frem, fortæller professor Hanna Tuomisto, der forsker i økologi, biogeografi og biodiversitet ved Aarhus Universitet og udfører feltarbejde i Amazonas regnskove.
»De to studier bruger data, der allerede findes og er publiceret,« siger hun.
Men tilsammen udgør studierne en syntese, som viser noget nyt.
»De fleste studier i lianer er udført i de amerikanske troper, og man har derfor antaget, at fremvæksten af lianer primært finder sted der. De to studier viser, at det også sker på andre kontinenter,« siger Hanna Tuomisto, som ikke selv har været involveret i studierne.
Når lianers fremvækst er interessant, skyldes det den aktuelle klimakrise. Tropiske skove absorberer årligt omtrent den mængde CO2, der udledes af hele Europa, skriver forskerne. Tropiske skove er nemlig et enormt kulstoflager, og deres evne til at opsuge CO2 er af stor betydning for den globale klimaregulering.
Men regnskovene er truet, primært af skovrydning. Nu viser det sig altså, at de også kan være truet af en ekstraordinær stigning i lianer. For når lianerne bliver for talrige, kan deres vægt knække træerne, og deres blade forhindre træet i at få sollys. Det reducerer træernes vigtige evne til at lagre kulstof og afbøde klimaforandringer.
Pudsigt nok skyldes lianernes fremvækst formentlig den øgede CO2 i atmosfæren.
»Alle planter vokser hurtigere med mere CO2, men lianer drager endnu større fordel af det,« forklarer medforfatter til de to studier Marco Visser.
Lianerne ’snyder’ nemlig. De behøver ikke at bruge lige så meget energi og næringsstoffer til at vokse, som træer gør, for lianerne låner støtte fra træerne. Det betyder, beskriver forskerne, at en lian hurtigt kan klatre op i trætoppen, brede sit bladdække over trækronen og stjæle alt sollyset til sig selv.
Forskerne bag studierne kalder derfor lianer for »sande egoister«.
Men de går videre endnu. Forskerne sammenligner nemlig også lianer med infektionssygdomme og parasitter. De skriver i pressemeddelelsen, at hvis lianer overtager fuldstændigt og stopper skovens regenerering, kan træernes kulstoflager blive reduceret med 95 procent, næsten lige meget som ved afskovning.
Så langt mener professor Hanna Tuomisto dog ikke, at der er belæg for at gå.
»Det er overdrevet, at lianernes fremmarch skulle svare til skovrydning,« siger hun og afviser et scenarie, hvor hele naturlige skove forsvinder på grund af lianer.
Der, hvor lianer for alvor kan blive et problem, er i skovområder, hvor man fælder for at få tømmer. Det forstyrrer skoven på en måde, så træer kan have svært ved at vokse tilbage, og dér vil lianerne gøre det ekstra svært.
Hun peger også på, at der i de mange hundrede studier, som indgår i metastudiet, vises øget fremvækst af lianer i visse områder, men også områder uden.
»Så det er ikke sådan, at det sker alle steder, hvor der er regnskov. Men metastudiet indikerer, at den gennemsnitlige tendens er, at lianer er blevet mere almindelige,« siger hun.
Løsningen kommer forskerne bag de to studier også ind på. Den er dog ikke at fælde alle lianer, understreger Marco Visser. For lianer bærer frugt året rundt og er afgørende for sjældne abe- og fuglearter. I stedet bør problemet løses ved at stoppe klimaforandringerne, da det også vil bremse lianernes udbredelse, mener han.
Det er professor ved Aarhus Universitet Hanna Tuomisto helt enig i. For det første er lianer ikke parasitter, understreger hun, for de suger ikke deres næring fra træerne, men fra jorden. For det andet er lianer en helt naturlig del af regnskoven.
»Regnskoven har altid haft lianer. De hører hjemme der,« forklarer hun.
»Selvfølgelig vil det være et problem hvis klimaforandringer gør, at vilkårene for lianer bliver meget bedre end for træer, fordi det vil ændre regnskovens struktur og funktion betydeligt,« tilføjer hun.
Hvor langt den udvikling vil gå, kan vi kun ane, mener hun. Men den forstyrrelse, mennesker hele tiden forårsager i skoven ved direkte indgriben og fældning af træer, er et meget stort problem allerede nu.
»Og den kan også bidrage til, at lianer bliver mere almindelige,« påpeger hun.
De to studier er offentliggjort de videnskabelige tidsskrifter Ecology og Global Change Biology.
Det er ikke nyt at bruge satellitter til at kortlægge udbredelsen af vegetation, lyder det fra Rasmus Fensholt, der er professor i geografi på Københavns Universitet og ekspert i brugen af satellitter til at kigge på geografiske ændringer på Jorden.
Blandt andet invasive arter forsøger man at kortlægge ved hjælp af satellitbilleder, fordi det er planter, der vokser uden for deres naturlige udbredelsesområde til skade for den lokale natur.
»Satellitter er et fremragende redskab, når man vil skalere fænomener, man har fundet under feltarbejde og er blevet overrasket over og gerne vil kende udbredelsen af,« fortæller Rasmus Fensholt.
Man har brugt satellitter til dét i omkring 40 år, og derfor har man gode muligheder for at dokumentere udviklingen i vegetationen på Jorden.
Når det gælder eksempelvis lianer, er der brugbare billeder helt tilbage til 1970’erne, som kan anvendes til at sammenligne med, fortæller han.
»Det giver os mulighed for at se udviklingen. Derfor er satellitbilleder en sindssygt fed ressource,« mener han.
Der er dog stadig begrænsninger, for billedkvaliteten var slet ikke den samme før, som den er i dag. Teknologien udvikler sig hele tiden.
Det er netop det, som Rasmus Fensholts forskning koncentrerer sig om: At bygge bro mellem de forskellige teknologier, man har brugt gennem tiden, for at blive klogere på, hvordan vores naturressourcer ændrer sig på grund af klimaændringer og direkte menneskeskabte påvirkninger.
I det konkrete studie, hvor man har undersøgt satellitter som redskab til at kortlægge lianers udbredelse, er han ikke overbevist om, at teknologien endnu er god nok til, at man kan vurdere udbredelsen på den helt store skala, det vil sige i alle tropiske skove på kloden.
Han er med på, at man kan bruge satellitbilleder til at kortlægge lianer på lokal skala. Men lianer findes i mange typer, og måden, man skelner én type plante fra en anden på satellitbilleder, er ved at se på forskellen på, hvordan Solens lys reflekteres på planternes blade.
»Man kan nemt forveksle planter med andre,« siger han og tilføjer:
»Information om lianer kan man godt generere ud fra satellitbilleder med en stor detaljegrad, men disse typer billeder har man typisk kun adgang til på lokal skala.«
Detaljegraden i den type af satellitbilleder, der dækker i stor skala, er endnu ikke god nok til at kunne skelne lianer fra anden vegetation.
Den primære begrænsning for at kunne kortlægge lianers udbredelse på hele kloden er dog økonomi. For forskerne skal købe billedmaterialet med stor detaljegrad fra kommercielle udbydere til lokal-skala-studier, og disse billeder er dyre.
»Det er den primære showstopper,« mener den danske professor, der dog roser det aktuelle studie for at bidrage til forståelsen af, hvordan man designer satellitteknologi, så man kommer til at kunne kortlægge specifikke typer af vegetation, såsom lianer, på stor skala.