Om vi mennesker mon er alene i rummet er et spørgsmål, som fascinerer de fleste mennesker, og efterhånden som astronomerne opdager flere og flere planeter med bedre og bedre betingelser for liv, stiger spændingen.
Men hvad nu, hvis rumvæsenerne slet ikke vil os det godt, som Stephen Hawking og andre også har advaret om, og de forsøger at kolonisere Jorden som i Tim Burtons’ halvfemserfilm ‘Mars Attacks!’?
I så fald kunne det måske være en god idé, at vi kunne gemme Jorden og få det til at se ud, som om den blot er endnu en gold og atmosfæreløs planet uden interesse for onde marsmænd.
Det kan vi faktisk gøre med ganske simple midler ifølge et nyt studie. Det eneste, vi skal bruge, er en laserstråle, der kan erstatte stjernernes lys, når Jorden passerer dem.
Hvordan det fungerer, kan du se i videoen øverst i artiklen.
Mystisk stjerneaktivitet skyldtes måske fremmed fartøj
En simpel laser kan både bruges til at skjule hele Jordens eksistens eller blot få det til at se ud, som om der ikke er ‘nogen hjemme.’ Det skriver LiveScience.com.
David Kipping, der er astronom ved Columbia University i New York, overvejede for første gang idéen med at skjule Jorden med en laserstråle, da han hørte, at NASA’s Kepler rumteleskop havde opdaget en mystisk stjerne, hvis lys dæmpede sig i perioder.
Enkelte forskere spekulerede i, om ændringerne i lyset kunne skyldes et fremmed fartøj, der var i kredsløb om stjernen, mens langt de fleste dog mente, at det dæmpede lys måtte have en naturlig forklaring.
Men uanset årsagen, så fik observationerne Kipping til at tænke på måder, som menneskeheden vil kunne ændre de signaler, vi sender ud i rummet – og skjule os fra aliens med onde planer.
»Vi begyndte at udspille et tankeeksperiment med xenofobiske (angst for fremmede, red.) tendenser, hvis vi ville undgå at Jorden blev opdaget, kunne vi så skjule Jorden fra fremmede planet-jægere?« skriver David Kipping i en mail til LiveScience.
Sådan kamouflerer vi Jordens eksistens
Kipping tog udgangspunkt i den måde, som mennesker har identificeret andre planeter, nemlig transit-metoden.
Denne strategi går ud på at opdage små dyk i skarpheden i lyset fra andre stjerner, hvilket kan betyde, at der er en planet i kredsløb om den pågældende stjerne.
Men transitmetoden kan teoretisk set også bruges af rumcivilisationer til at opdage Jorden. Det er så her, vi kan snyde dem.
»For at få det til at se ud, som om der slet ikke er nogen planet, så er man nødt til at gøre noget ved det forsvundne lys. Det er nødt til at udfylde hullet af manglende lys fra stjernen,« siger Alex Teachey, der er en af Kippings kandidatstuderende ved Columbia University, i videoen øverst i artiklen.
Hvis vi sender meget skarpt lys fra en laser afsted mod stjerner, som, vi har mistanke om, har rumvæsener i nærheden, kan vi erstatte det lys, som Jorden dækker for, når vi bevæger os rundt om Solen, og det vil forhindre rumvæsenerne i at se nogle ændringer i Solens lys.
»Jeg begyndte at tænke på laserstråler, og de fleste ville nok stoppe der, fordi Solen udsender så meget lys, og hvordan kunne man overhovedet være i stand til at lave en laser, der kan konkurrere med Solen? Men det viser sig, at når man rent faktisk regner det hele igennem, så er det slet ikke så slemt,« siger David Kipping til Space.com.
For at ændre Jordens synlighed for rumvæsenerne ville vi være nødt til at bygge et lasersystem, der bruger 30 megawatt i omkring 10 timer om året, og som passer til Jordens kredsløb i forhold til rumvæsenernes perspektiv.
Det svarer kun til, hvad 70 husstande bruger på et år, eller væsentligt mindre end hvad Den Internationale Rumstations solpaneler samler sammen på et år,

»Vi kunne bygge den i næste uge, hvis vi ville,« siger Teachey i videoen.
Laserstråler breder sig ud efterhånden som de rejser i rummet
Et af problemerne ved at bruge laserstråler kunne være, at deres lys er meget smalt og dermed ikke dækker et særligt stort område, og så kan det være svært at ramme rumvæsenerne. Men det er der tænkt på, fortæller Alex Teachey.
Efterhånden, som lyset fra laseren rejser gennem rummet, spreder lyset sig nemlig ud og kan komme til at dække flere millioner af kilometer, så de ikke kræver et ligeså præcist sigte.
Og ved at variere bølgelængde og styrke på laserstrålerne kan vi endda skjule Jorden fra mere komplicerede detektorer eller bruge dem til at få Jorden til at ligne noget andet, end den er.
Men den måske mest interessante idé går ud på at få Jorden til at se livløs ud, og det vil også bruge mindre strøm end at skjule hele planeten.
Når en planet passerer dens stjerne, slipper en del af lyset igennem planetens atmosfære, og forskerne kan finde ud af, præcist hvor meget der er tale om, baseret på bølgelængden på det lys der slipper igennem.
Ved at sende ‘omvendt’ lys afsted af forskellige bølgelængder, kan menneskeheden simpelthen skjule livets eksistens i Jordens atmosfære for nysgerrige aliens ifølge David Kipping.
»Vi kan faktisk skjule, at der er ilt på Jorden. Den fremmede civilisation vil se vores planet passere Solen og med hvor stor hastighed, men når de kigger efter atmosfæren, vil Jorden ikke se spændende ud. Den vil bare ligne en død verden,« siger David Kipping til LiveScience.
Kipping og Teachey har netop offentliggjort deres studie i tidsskriftet Monthly Notices of the Royal Astronomical Society.