Klimatjeneste advarer: Juli var den varmeste måned, man nogensinde har målt

De færreste europæiske byer er bygget til at modstå de intense temperaturer, som denne sommer har budt på. Her er det en gruppe mennesker i Lyon i Frankrig, der lader sig nedkøle i et springvand. (Foto: Shutterstock.)

Kilde: 
06 august 2019

Hvis du har haft det en anelse varmt i løbet af sommeren, så er du ikke den eneste.

Juli måned var på verdensplan den varmeste måned, som nogensinde er blevet registreret.

Det skriver EU-klimatjenesten Copernicus Climate Change Service, ifølge Ritzau.

Temperaturerne i juli var globalt set 0,56 grader varmere end den gennemsnitlige juli-temperatur mellem 1981-2010.

Den uregelmæssigt varme juli kunne særligt mærkes i store dele af vesteuropa, som var ramt af hedebølge, og der blev slået en lang række varmerekorder - blandt andet i Frankrig og Tyskland.

I den franske by Verargues blev rekorden slået, da der måltes hele 46 grader, mens der i Lingen i Tyskland blev målt 42,6 grader. Det var nok til at slå den hidtidige tyske varmerekord (40,5), som var blevet sat dagen før.

Indtil videre har samtlige måneder i 2019 været i minimum top-4 over varmerekorder for de respektive måneder.

Copernicus Climate Change Service advarer om, at de globale varmerekorder vil fortsætte med at blive slået, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter.

Årets juli måned er i meget tæt løb med juli måned 2016, der temperaturmæssigt også var en skelsættende måned. Forskellen er globalt set kun på 0,04 grader, og, ifølge Copernicus Climate Change Service, kan denne smalle margin betyde, at andre klimatjenester har registreret, at juli 2016 var på samme niveau eller varmere end juli 2019.

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.