Klimaforandringer væltede verdens første imperium
Drypsten har for nylig hjulpet med svar på gammel gåde.
 Gol-e-Zard-grotte Iran Akkad-riget fald klimaforandringer stalaktitter stalagmitter drypsten støv kunstvandning flodsletter marine kerneboring støvdannelse mur tørke føde vandmangel

 Kong Naram-Sin af Akkad, Sargons barnebarn, leder sin hær til sejr. (Foto: Rama / Louvre, CC BY-SA)

Gol-e-Zard-grotten ligger i skyggen af Damavand, der med sine 5.000 meter dominerer landskabet i det nordlige Iran.

Stalaktitter, der vokser fra loftet, og stalagmitter, der vokser fra gulvet, er drypsten, som igennem flere årtusinder er blevet skabt i grotten, og de gemmer på historien om tidligere klimahændelser.

Forandringer i kemien i hulens stalagmitformationer har nu koblet Akkad-rigets fald til klimaforandringer, der fandt sted for mere end 4.000 år siden.

Forskellige klimaer 

Akkad-riget blev grundlagt i Mesopotamien for cirka  4.300 år siden, efter at Sargon forenede byerne Akkad og Sumer og erobrede mange selvstændige og rige bystater inden for de respektive områder.

Akkad-rigets indflydelse strakte sig langs Tigris- og Eufrat-floderne fra nutidens sydlige Irak, til Syrien og Tyrkiet.

Rigets udstrækning betød, at det dækkede regioner med forskellige klimaer; fra frugtbare, agerdyrkende områder i nord, der var dybt afhængige af nedbør, til kunstvandede flodsletter i syd.

Det lader til, at imperiet i stigende grad blev afhængig af den nordlige regions produktivitet.

LÆS OGSÅ: Underjordiske grotter kan lære os om fremtidens klima

 Gol-e-Zard-grotte Iran Akkad-riget fald klimaforandringer stalaktitter stalagmitter drypsten støv kunstvandning flodsletter marine kerneboring støvdannelse mur tørke føde vandmangel

Akkad-riget under Naram-Sin (2254-2218 før vores tidsregning). Damavand-bjerget er markeret med en blå trekant. (Kort: The Conversation/Zunkir/Semhir/wikiCC BY-SA)

Akkad-rigets pludselige fald

Korn fra området blev brugt til at brødføde hæren og fødevarerne fordelt til vigtige undersåtter.

Men cirka et århundrede efter grundlæggelsen faldt Akkad-riget pludseligt, og i kølvandet fulgte massemigration og konflikter.

Kvalerne blev udtrykt perfekt i den oldgamle Akkad-forbandelse, der beskriver en tid med uro og mangel på både vand og fødevarer:

»…. de store, dyrkbare områder gav intet korn, de oversvømmede marker gav ingen fisk, de kunstvandede frugtplantager gav hverken sirup eller vin, det tykke skydække gav ingen regn….«

Tørke og støv

Årsagen til Akkad-rigets fald bliver stadig debatteret af historikere, arkæologer og forskere, og Yale-arkæologen Harvey Weiss, der bygger videre på Ellsworth Huntingtons tidligere ideer, står for én af de mest anerkendte teorier. 

Harvey Weiss mener, at det var en pludselig tørkeperiode, som havde en katastrofal effekt på Akkad-rigets nordlige regioner.

I det nordlige Syrien fandt Harvey Weiss og hans kolleger evidens på, at den engang blomstrende region pludselig blev forladt for cirka 4.200 år siden, hvilket er tilkendegivet af manglen på pottemageri og andre arkæologiske artefakter.

De engang frugtbar jordarter blev erstattet med store mængder vindblæst støv og sand, hvilket indikerer begyndelsen på en tørkeperiode.

Evidens fra marine kerneboringer

Dernæst leverede marine kerneboringer fra Oman-bugten og Rødehavet, som koblede støv i havet til fjerne kilder i Mesopotamien, yderligere evidens på en regional tørke.

Men mange forskere var skeptiske over for Harvey Weiss’ fortolkning.

Nogle forskere argumenterede for eksempel, at marine kerneboringen og den arkæologiske evidensmængde ikke var nøjagtige nok til at demonstrere en solid sammenhæng mellem tørken og de samfundsmæssige forandringer i Mesopotamien.

Gol-e-Zard-grotte Iran Akkad-riget fald klimaforandringer stalaktitter stalagmitter drypsten støv kunstvandning flodsletter marine kerneboring støvdannelse mur tørke føde vandmangel

Damavand er en stratovulkan i Iran. Den er 5.610 m høj og er dermed det højeste bjerg i Iran og i Mellemøsten. Den er ligeledes den højeste vulkan i Asien. Damavand ligger tæt på Irans hovedstad, Tehran. (The Conversation/Vasile Ersek)

Nye detaljerede klimaregistreringer

Nu kaster stalagmit-data fra Iran nyt lys over debatten.

I et studie, ledet af Stacy Carolin, palæoklimatolog ved Oxford University, og publiceret i tidsskriftet PNAS, leverer mine kolleger og jeg en meget veldateret, højopløselig fortegnelse over støvaktiviteten for mellem 5.200 og 3.700 år siden.

Og støvet i en grotte i Iran afslører overraskende meget om klimahistorien andre steder.

Gol-e-Zard-grotten ligger ganske vist flere hundrede kilometer øst for det tidligere Akkad-rige, men det ligger direkte i vindretningen.

Som resultat stammer cirka 90 procent af regionens støv fra ørkenerne i Syrien og Irak.

Ørkenstøvet har en højere koncentration af magnesium end den lokale kalksten, der danner størstedelen af ​​Gol-e-Zards stalagmitter (der vokser op fra grottens bund). 

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Præcis datering

Derfor kan mængden af ​​magnesium i Gol-e-Zard-stalagmitterne anvendes som indikator for støvdannelse ved overfladen med en højere koncentration af magnesium, hvilket indikerer mere støvede perioder og derfor også mere tørre forhold.

Desuden har vi den fordel, at vi kan datere stalagmitterne meget præcist ved hjælp af uran-thorium datering.

Gennem en kombination af metoderne leverer vores nye studie en detaljeret beskrivelse af støvdannelsen i området og identificerer to omfattende tørkeperioder, der startede for 4,510 og 4,260 år siden, og som varede henholdsvis 110 og 290 år.

Den sidstnævnte hændelse fandt sted på nøjagtig samme tid som Akkad-rigets fald, hvilket leverer et stærkt argument for, at klimaforandringer i det mindste til dels var ansvarlige.

Mur og modstand

I kølvandet på Akkad-rigets fald fandt en massemigration fra nord til syd sted, som blev mødt af modstand fra de lokale befolkningsgrupper.

En 180 kilometer lang mur blev opført mellem Tigris og Eufrat i et forsøg på at kontrollere indvandringen, hvilket minder ualmindeligt meget om strategier, vi er vidne til i dag.

Fortællingen om pludselige klimaforandringer i Mellemøsten for mange tusinde år siden har altså stadig relevans i dag.

Vasile Ersek modtager støtte fra Leverhulme Trust, Royal Geographical Society, British Cave Research Association. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Klimaforandringer bag mayaernes undergang

LÆS OGSÅ: 800.000 års klimaforandringer fortalt på 3 minutter

 

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.