Forskning er normalt defineret som systematiske undersøgelser, der har til formål at tilvejebringe ny, solid viden om verden.
Derfor kan det virke mærkeligt, at sådan noget som held og tilfældighed skulle have en betydning for forskningen – og tilmed også for en Nobelpris.
Held og tilfældighed burde være det modsatte af systematik og solid viden.
Ikke desto mindre forekommer det, at mange forskningsprocesser er præget af held og tilfældighed, som Forskerzonens tema om serendipitet viser det.
\ Tema om serendipitet
Sætter man serendipitet på formel, kan den hedde:
Indsigt + erfaring + held + tilfældighed = serendipitet.
I den kommende tid kaster Forskerzonen et blik på nogle af de store videnskabelige opdagelser, der er blevet til på baggrund af serendipitet.
Videnskabshistorikeren Helge Kragh har senest beskrevet, hvordan den engelske astronom William Herschel i 1700-tallet opdagede planeten Uranus uden selv at være klar over det.
Omfanget af serendipitet i forskningen er dog til stadighed omstridt og har været det gennem hele videnskabshistorien.
Denne artikel er den første af to, der beskæftiger sig med forståelsen af serendipitet, når det gælder forskning og innovation.
I denne første artikel dækker jeg historien fra ’opfindelsen’ af serendipitet i 1700-tallet frem til perioden umiddelbart efter 2. verdenskrig, hvor serendipitet for alvor blev diskuteret som en udfordring for forskere.
Opfindelsen af ordet serendipitet
Ordet serendipitet blev første gang brugt i 1700-tallet af englænderen Horace Walpole. Han var kunstsamler, antikvar, politiker og en flittig brevskriver.
I et brev dateret 28. januar 1754 til sin ven og fjerne fætter Horace Mann beskrev Walpole, hvordan han ved et lykketræf var faldet over en detalje vedrørende et veneziansk våbenskjold, der skulle bruges i forbindelse med indramning af Giorgio Vasaris maleri af den italienske storhertuginde Bianca Capello fra 1500-tallet.
Eftersom han ikke havde andet og bedre at fortælle i brevet, skrev den altid ordrige og belæste Walpole, kunne han ligeså godt underholde Mann med et nyt ord, som han havde opfundet til lejligheden til at beskrive sit heldige og tilfældige fund.
Det var netop ordet serendipitet.
Det nye ord var inspireret af et gammelt persisk eventyr, ’De tre prinser fra Serendib’, hvor Serendib her betyder Sri Lanka.
Prinserne i eventyret opdager hele tiden ting, som de ikke havde regnet med, og det sker gennem en god blanding af skarpsindighed og lykketræf.
Wadpoles opdagelse blev overset i første omgang
Walpoles egen opfindelse – ordet serendipitet, som selv var et resultat af en god blanding af skarpsindighed og lykketræf – blev fuldstændigt overset i Walpoles samtid.
Selv brugte han det aldrig igen i sine skrifter, og det var der heller ikke andre, der gjorde.
Det var først, da Walpoles breve blev udgivet i løbet af 1800-tallet, at ordet serendipitet vandt udbredelse og dét i første omgang i litterære cirkler.
Whewell: Ingen held og tilfældighed i naturvidenskaben
Selvom naturvidenskabelige forskere i 1800-tallet ikke var bekendt med Walpoles serendipitetsbegreb, var de optagede af at forstå den rolle, som held, tilfældighed og skarpsindighed spiller i forskningen.
En af forskerne, William Whewell fra Cambridge University, var selv en ordrig polyhistor (en person med viden i mange fag) og opfinder af mange nye ord.
Whewell opfandt blandt andet betegnelsen ’scientist’ til at beskrive den nye forskertype, der var ved at blive udbredt på daværende tidspunkt.
I modsætning til tidligere tiders naturfilosoffer eller naturhistorikere beskæftigede en ‘scientist’ sig med både teoriudvikling og dataindsamling.
Whewell mente godt nok ikke ordet ’scientist’ helt alvorligt, da han første gang foreslog det – måske lidt ligesom Walpole i sin tid heller ikke havde ment serendipitet helt alvorligt – men det blev taget seriøst af andre og senere også af Whewell selv.
For en ‘scientist’ var der ikke tale om held og tilfældighed i forskningen, sådan som der måske havde været det i gamle dag – en ‘scientist’ arbejdede systematisk og metodisk med at forstå sine empiriske data gennem velunderbyggede teorier.
Whewell skrev verdenshistoriens første historiske værk om de nye naturvidenskaber, ’History of the Inductive Sciences from the Earliest Times to the Present’ (1837).
Han afskrev fuldstændigt ideen om, at held og tilfældighed skulle have en afgørende indflydelse på naturvidenskaben.
Hvis tilfældet spiller ind, kan enhver gøre store opdagelser
Whewell anerkendte, at mange naturvidenskabelige opdagelser var opstået ved et lykketræf, men det var ikke afgørende.
Det, der virkelig betød noget for naturvidenskabernes fremskridt, var nemlig, at forskerne allerede på forhånd havde en god idé eller teori, som kunne forklare de nye opdagelser.
Ikke alle var enige med Whewell. En anonym anmelder af i tidsskriftet Edinburgh Review skrev, at mange store opdagelser var sket ved tilfældighedernes spil.
Han nævnte blandt andet den danske professor Rasmus Bartholins opdagelse af lysets dobbeltbrydning i kalkspat (ældre betegnelse for et af verdens mest udbredte mineraler calcit, red.) i 1669 som eksempel.
Konklusionen måtte derfor være – lidt ubekvemt for Whewells ‘scientists’ – at vigtige videnskabelige opdagelser godt kunne være resultatet af rent held og derfor kunne blive gjort af stort set hvem som helst.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her beretter de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Serendipitet blev forskningsobjekt
Hverken Whewell eller andre brugte betegnelsen serendipitet i forbindelse med forskning.
Henimod slutningen af 1800-tallet fik tilfældighed en ny status som forskningsobjekt, da fysikere, kemikere og biologer for alvor begyndte at interessere sig for den rolle, som tilfældige, uforklarlige hændelser spiller i henholdsvis fysisk-kemiske og biologiske systemer.
Videnskabshistorikeren Ian Hacking har kaldt perioden ‘tæmningen af tilfældighed’ og understreget den nære forbindelse til udviklinger i datidens teknologi og samfund.
Det var dog først senere, at forskere begyndte interesse sig for serendipitet.
Heldet tilsmiler det forberedte sind
Joseph Rossman, som beskæftigede sig med kreativitet i innovationsprocesser, skrev i 1931, at det ofte forekom, at opfindere gjorde et heldigt, men årvågent fund, kaldet serendipitet.
Og Walter Cannon observerede i 1945, at også forskere er udsat for hændelser præget af serendipitet.
Cannon nævnte tre eksempler på serendipitet i videnskab og teknologi:
- Archimedes’ opdagelse af det princip, der nu er opkaldt efter ham, da han tog et bad (når et legeme helt eller delvis nedsænkes i en væske, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer, red.)
- Æblet, der ramte Newton i hovedet, hvorpå han indså tyngdeloven.
- James Watts interesse for moderens eller tantens dampkedel og den deraf følgende udvikling af dampmaskinen
Ingen af disse kendte anekdoter kan bekræftes med historiske kilder, men det kan derimod et fjerde eksempel, som Cannon berettede om, nemlig Alexanders Flemings opdagelse af penicillin.
Cannon understregede, at serendipitet var mere og andet end tilfældighed.
Hvis der skulle komme noget frugtbart ud af den tilfældige opdagelse, måtte forskeren have ‘et forberedt sind’.
Serendipitet som argument for forskningsfrihed
I tiden efter 2. verdenskrig var der atter fokus på serendipitet, og denne gang på grund af en forskningspolitisk diskussion om grundforskning versus anvendt forskning (se også Videnskab.dk’s tema om grundforskning).
Mange forskere argumenterede for flere penge til forskningen med udgangspunkt i forskningens anvendelighed i samfundet, men de ønskede stadig så vidt muligt at fastholde forskningens autonomi og sikre dens integritet.
Problemet for dette synspunkt var, at det var svært at kræve flere penge til anvendelsesorienteret forskning uden samtidig at gøre forskningen til genstand for politisk styring.
Hvis samfundet skal ofre mere på forskning, er det jo trods alt et rimeligt krav, at samfundet også får større indflydelse på den forskning, der foregår. Sådan sagde mange politikere og embedsfolk.
Modsvaret fra forskernes side var at fremhæve serendipitet som et eksempel på, at forskningen ikke lader sig styre.
Hvis man anerkender, at forskning er drevet frem af en god blanding af tilfældighed og skarpsindighed, er det svært – for ikke at sige umuligt – at målrette forskningen et bestemt sted hen.
Spørgsmålet om serendipitet rækker vidt
Forskere som nobelprisvinderen Irving Langmuir var overbevist om, at serendipitet er vigtigt for god forskning og derfor burde fremmes ved at give forskere størst muligt råderum.
Langmuir havde modtaget Nobelprisen i kemi i 1932 for forskning, som han havde udført, mens han arbejdede for General Electric. Han fremførte, at selv industriforskning skulle tilrettelægges, så der var plads til serendipitet.
Andre forskere var mere forbeholdne over for serendipitet. Den tyske sociolog Svend Riemer, der var udvandret til USA i 1938, mente, at serendipitet var et tegn på et umodent forskningsfelt.
Når der var lagt et solidt teoretisk fundament for forskningen, var der ikke plads til held og tilfældigheder.
Svend Riemers diagnose gjaldt blandt andet sociologien, som han anklagede for at være usystematisk og netop tilfældig.
Som diskussionen om forskningsstyring i efterkrigstiden viser, er spørgsmålet om serendipitet vidtgående.
I dag er det ret almindeligt at tale om serendipitet i forskningen, men der mangler systematiske undersøgelse af fænomenets udbredelse, omfang og betydning.
I næste artikel i Forskerzonens serie om serendipitet vil jeg komme ind på nyere serendipitetsforskning.
