Gå dig til dine bedste idéer

Når du går, nedsætter du din risiko for 35 forskellige sygdomme herunder kræft, demens og hjertesygdom. Er du syg, kan du i nogle tilfælde gå dig rask.

Gåture er også et middel i kampen mod depression, stress og angst. I snit kan en 30-årig kvinde, der ikke bevæger sig i det daglige, regne med at leve godt fire et halvt år længere, hvis hun begynder at gå 30 minutter hver dag. For en mand er gevinsten tre år.

Det er vigtigt at gå. Homo sapiens, det tænkende menneske, erobrede succesfyldt det meste af jordkloden, da det rejste sig på to ben og satte det ene ben foran det andet. Vores krop er skabt til at gå, og gangen var en forudsætning for, at vi blev mennesker. Det er tankevækkende, at gangen i dag er ved at blive ’a lost art’.

Filosoffer, der elskede at gå

Mens jeg normalt er fokuseret på den fysiologiske side af fysisk aktivitet, var jeg i arbejdet med bogen også optaget af, at flere store tænkere giver udtryk for, at der er en særlig friskhed i den tanke, der er frembragt, mens kroppen er i bevægelse.

I nyere tid er der forskning, der viser, at man bliver kreativ af at gå, men lad mig her fortælle om nogle af de store filosoffer for hvem, det var så vigtigt at gå.

Frederich Nietzsche (1844-1900) var en tysk filosof. Hans liv var præget af gentagne lange og ensomme vandringer. Han søgte væk og ind i sin egen ensomhed. Han ville lægge byerne bag sig og være sig selv nærmest.

Om Nietzsches liv er der skrevet, at hans liv kom til at bestå af løsrivelser, brud og isolation fra verden, samfundet, kammerater, kvinder og forældre. Men hver gang hans ensomhed graves dybere, bliver hans frihed også dybere.

Nietzsche: Tanker må frembringes i det fri

Selv skriver Friedrich Nietzsche i bogen Ecce Homo: »At sidde så lidt som muligt: Ikke stole på nogen tanke, der ikke er frembragt i det fri, under kroppens fri bevægelse – ikke på nogen ide, hvor ikke også musklerne har været med til festen. Enhver fordom kommer fra indvoldene. At have bly i røven er, gentager jeg, den egentlige synd mod ånden.«

Nietzsche skulle have været bemærkelsesværdig udholdende og vandrede i perioder op til otte timer dagligt. Vandringen var for ham selve værket og ikke som hos filosofi-kollegaen Kant en adspredelse fra arbejdet.

Nietzsche udviste foragt for bøger, skrevet i bibliotekernes indelukkede hørm, hvor der aldrig luftes ud:

»Åh, vi forstår meget hurtigt, om forfatteren har fundet sin idé ved at sidde over for sit blækhus med fremskudt mave og hovedet nede i sine papirer. Hvor læser man hans bog hurtigt! Man fornemmer de sammenpressede indvolde lige så hurtigt som den iltfattige luft, det lave loft, det trange rum«.

Andre bøger udsondrer ifølge Nietzsche en frisk skarp luft fra bjergenes tinder og blæstens friske pust. De bøger ånder, skriver han i ’Den muntre videnskab’: »Vores etos er at tænke i frisk luft, mens vi vandrer, springer, klatrer, danser, især på ensomme bjergtoppe eller på havets bredder, dér hvor selv veje bliver mediterende.«

Nietzsche går så langt som til at sige, at han kun finder værdi i det, der er formet under vandring: »For at vurdere en bog, en mand, et stykke musik er vores første refleks at spørge os selv: Kan han vandre?«.

Rousseau: ’Mit sind arbejder kun med mine ben’

Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) udtrykte samme foragt som Nietzsche for den tanke, der var skabt bag et skrivebord:

»Jeg gør aldrig noget, undtagen når jeg vandrer, landskabet er mit arbejdsværelse, synet af et bord, papir og bøger indgyder mig kedsomhed, arbejdsredskaberne tager modet fra mig, hvis jeg sætter mig for at skrive, finder jeg intet, og nødvendigheden af at have ånd tager den fra mig.«

På de lange vandringer, føler Rousseau sig lykkelig. Det er her, han får sine idéer, lader sig inspirere, tænker og skaber sine værker.

Rousseau vandrede i sin ungdom, derefter levede han på de bonede gulve og lod sig transportere i kalechevogn, indtil han så atter fra 40-års alderen bevægede sig ud på vandringer i naturen: »Jeg kan kun meditere, når jeg går. Når jeg stopper, hører jeg op med at tænke; mit sind arbejder kun med mine ben«.

I modsætning til Nietzsche og Rousseau, bevægede den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) sig i en mindre radius, men udtrykker betydningen af musklernes bevægelse for tanken:

»Når man vandrer, er man ikke engang nødt til at tænke, at tænke det ene eller det andet på den ene eller anden måde. I kraft af den vedvarende og automatiske kropslige anstrengelse bliver ånden atter modtagelig. Da sker det, at tankerne kan komme til at indtræffe, finde sted.«

’Ved at gå møder man sig selv«

Du ved aldrig, hvad der sker, hvis du begiver dig ud på en vandring. Du kan finde dig selv eller glemme dig selv. Du kan opleve en særlig lykkefølelse. Det sker tit for mig, når jeg går i voldsom natur og er udmattet efter timers vandring.

Når jeg går, bliver jeg særligt modtagelig over for indfald og tanker.

Om den modtagelighed, der kan opstå, når man går, siger den nutidige franske filosof Frederic Gros, der blandt andet har skrevet bogen ’Gå! – en filosofisk fodrejse!’. Her skriver han blandt andet:

»Men udvikler vi modtagelighed, åbner det os for den horisont, vi mangler i dag. Mennesker, der sidder ved en skærm hele dagen, mangler horisont. De kan ikke se himlen. De kan ikke se landskabets perspektiver.«

Frederic Gros fortsætter og angriber det moderne menneske, som han kalder Homo connecticus, det netværksforbundne menneske:

»Frihed fra netværk er emancipation af Homo connecticus. Alt det, der gør livet lettere, behageligere og mere adspredt, forhindrer nærvær over for os selv. Homo connecticus har tabt sansen for nærvær over for sig selv. Arbejder man foran en skærm, gennemstrømmes man af andre menneskers information hver dag. Men ved at gå kan man møde sig selv. For Homo connecticus kan det dog være en gold konfrontation at møde sig selv. Det gør moderne mennesker bange, at de skal være alene på vejen i nogle dage.«

Nysgerrighed og undren skaber den gode forsker

Hvis det at gå åbner sindet og fører til større modtagelighed, er det måske forklaringen på, at mange store tænkere er kendt for at gå. Fælles for alle gode forskere er også, at de er nysgerrige og undrer sig over det uventede.

Serendipitet er det at finde uden at søge, men derefter også at kunne erkende værdien i det, man har fundet. Store videnskabelige erkendelser er blevet gjort ved opmærksomhed og nysgerrighed over tilfældigheder og uventede resultater.

Når vi om forskningsresultater siger, at de er et resultat af ’held’ eller ’heldigt uheld’, er det sjældent hele sandheden. Der er oftere tale om tilfældigheder kombineret med nysgerrighed, skarpsindighed og evne til at erkende værdien af det uventede.

Den unyttige gang kan vise sig meget nyttig

Utilsigtede hændelser optræder hele tiden, men det kræver en modtagelig ånd at forstå og omsætte dem til nye erkendelser. Vandringen kan gøre os modtagelige for den ide og tanke, der kan skabe et uventet gennembrud. Og så er det, at vi indser det paradoksale i, at den unyttige gang kan vise sig at være særdeles nyttig.

Gå-bogens titel er inspireret af Søren Kirkegaard, der i et brev til sin svigerinde Henriette skriver: »Tab for alt ikke lysten til at gå: jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den… Når man således bliver ved at gå, så går det nok.«

Det er mit håb, at Gå-bogen kan bidrage med ny viden og stof til tanker og eftertanker på gåturen.