Med få måneders mellemrum, næsten på klokkeslag, puster et medie til en historie om edderkopper.
Men vi finder sjældent en afbalanceret historie om dræberedderkopper. Hvor giftige er de i virkeligheden?
Når man skal forsøge at sammenligne edderkoppegifte, er det som at sammenligne æbler med dørhåndtag. Der er forskellige effektniveauer, nogle smertefulde, andre knap så smertefulde.
Den mest farbare måde at sammenligne på er nok at se på dødsulykker i historien.
Den mest indberettede gruppe er vandreedderkopper af slægten Phoneutria. Disse er traditionelt mediernes darlings.
LÆS OGSÅ: Goliat-edderkop fundet i Sydamerikas jungle og Edderkoppegift giver ufrivillig, smertefuld og langvarig erektion
Beskrives altid som dødbringende, men er de virkelig det?
Et studie fra 2000 beskrev 422 arter af Phoneutria edderkopper, primært P. nigriventer og P. keyserlingi på Brasiliens østkyst. To børn var blevet alvorligt syge efter bid – et af dem døde.
Men mere end 80 procent af de resterende ofre havde milde eller ingen symptomer.
En anden art, som ofte nævnes, er P. fera, men denne edderkop lever i Amazonas langt fra de bananproducerende områder i Brasilien – og de fleste mennesker. Og selvom Brasilien producerer stor mængder frugt, bliver det meste spist i landet, og meget lidt bliver eksporteret.
De brasilianske edderkopper udgør kun en lille trussel
Så er der det faktum, at de fleste bananer, som sendes til Nordamerika kommer fra Centralamerika og det nordvestlige Sydamerika, langt fra de områder, hvor der er store Phoneutria edderkopper.
Så disse edderkopper udgør altså en meget lille trussel uden for Brasilien (men der kan forekomme undtagelser).
Australien har den giftigste edderkop
Ud af alle disse edderkopper, hvis gift man kender til på nuværende tidspunkt, er de mest giftige nok tragtspindere fra Australien (af slægten Atrax og Hadronyche).
Deres bid er dødelige for små børn inden for minutter eller timer og for voksne inden for 24 timer – men når det er sagt, har der ikke været nogen australske dødsfald, siden der blev udviklet modgift.
Tidligere blev mænd bidt i kønsorganerne af enkeedderkopper
Enkeedderkopper af slægten Latrodectus forårsager en del sygdom. Men dødsfald fra enkebid er stort set noget, der hører fortiden til, da nye behandlinger og modgift har hjulpet betragteligt.
En formidlende omstændighed er, at dødsfald i den tidlige del af det 20. Århundrede kan have fundet sted hos mænd, som blev bidt på dinglende kønsorganer, når de var på lokum, hvor tynd hud og kraftig vaskularisation gjorde en hurtig introduktion af giften mulig. Indendørs kloakering har minimeret enkebid.
Brun eneboer og lignende edderkopper af arten Loxosceles er ligeledes berygtede for at skabe ravage, men som med Phoneutria edderkopper er der tale om en stor overdrivelse. De fleste eneboerbid giver kun mindre problemer. Omkring 10 procent udvikler betydelig hudnekrose, men selv da anbefaler eksperter, at de bliver behandlet med minimal indgriben.
Færre end 1 procent af eneboerbid bliver systemiske, typisk hos børn, og kan forårsage død inden for 12 til 30 timer. Men dialyse og hydrering kan dog hurtigt vende de systemiske virkninger.
Medierne elsker at skabe angst ved at bruge giftige edderkopper i et forsøg på at tiltrække læsere. Men for de fleste af os er edderkopper en mindre trussel end at køre i bil.
Rick Vetter arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
