Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Helt utroligt: Se NASAs smukke billeder af Saturns måne

måne saturn titan cassini

Cassinis små glimt af Titan gennem 13 år er blevet stykket sammen til disse smukke billeder. (Foto: NASA/JPL-Caltech/University of Nantes/University of Arizona)

Annonce:

Rumsonden Cassini led en planlagt død i september sidste år, da den fløj direkte ind i Saturn og brændte op.

Men inden da nåede den at skyde billeder af Saturns måne Titan, og dem har billedteknikere nu kigget igennem og sammensat til helt fantastiske billeder.

Det skriver NASAs Jet Propulsion Laboratory i en pressemeddelelse.

Billederne er taget ved at sammensætte billeder taget over 13 år ved hjælp af et såkaldt 'Visual and Infrared Mapping Spectrometer' (VIMS), og efterfølgende er de bedste blevet udvalgt og sat sammen.

Det midterste billede viser, hvordan Saturns måne Titan vil se ud med det blotte øje, mens de andre er taget ved at 'bryde igennem' månens tåge. (Foto: NASA/JPL)

Ifølge NASA er billederne nogle af de bedste, der nogensinde er sammensat af Titans is-dækkede overflade.

En af grundene er, at det er meget svært at fotografere Titan, da den er indhyllet i tåge.

Små partikler i dens atmosfære får nemlig lyset til at sprede sig, når det rammer dem, men VIMS' infrarøde egenskaber gør det muligt at tage billeder på andre bølgelængder.

Annonce:

Cassini-sonden var et samarbejde mellem NASA, ESA og det italienske rumagentur, og missionen varede i alt tæt på 20 år.

Tidligere billeder af Titan har været at en noget dårligere kvalitet, fordi billeder med forskelligt lys og fra forskellige vinkler er blevet sat sammen. (Foto: University of Arizona / LPL)

sj