Nu er der igen nyt fra de australske kanter om deres underlige og sære dyr. Denne gang fra et fortidsdyr, den tasmanske tiger, der gennem hidsig jagt fra mennesker blev udryddet for over 70 år siden. Det sidste kendte eksemplar døde i Hobart Zoo på Tasmanien i 1936.
Men nu er et lille genetisk element fra den tasmanske tiger blevet vakt til live igen i mus. Det vil ifølge de australske og amerikanske forskere bag undersøgelsen være med til at opklare, hvor den tasmanske tiger skal placeres i 'livets træ' - altså hvor den præcist skal placeres i pattedyrenes udviklingshistorie.
Ikke tiger og ikke hund
Men lad os først dvæle lidt ved, hvad den tasmanske tiger var for en størrelse. Det var faktisk ikke en tiger, selvom den var udstyret med de karakteristiske striber på ryggen. Og selvom den mest af alt lignede en hund, så var den et pungdyr, som bar sine unger i en pung på maven, ligesom sin fætter kænguruen.
I dag kan man kun finde den tasmanske tiger i form af unger konserveret i sprit, og det er fra tre af dem, at forskerne har isoleret den tasmanske tigers genom (DNA). Fra det har de så isoleret et enkelt lille genetisk element, som den tasmanske tiger formentlig brugte til at 'tænde' for et andet gen, som sørgede for, at den kunne producere knogler og brusk.
Tasmansk tiger-gen virker i mus
Det lille genetiske element har forskerne så kopieret i laboratoriet og med en særlig teknik har de puttet det ind i et befrugtet æg fra en mus. Ægget er så blevet sat op i livmoderen på en mus, og her virker elementet, som var det musens eget.
Hvis man er i det lidt sensationelle hjørne kan man sige, at en lille bitte del af den tasmanske tiger er vakt til live igen - i en mus. Og det fungerer.
Spektakulært, men ligegyldigt
Den danske fossil-jæger og DNA-ekspert, professor Eske Willerslev fra Biologisk Institut på Københavns Universitet, mener, at det er en overdrivelse at sige, at forsøget kan give ny information om, hvor den tasmanske tiger skal placeres i livets træ. Og at forsøget med mus er en ligegyldig omvej, som ikke kan bruges til noget.
»Hvorfor tage turen omkring mus, når den tasmanske tigerunge lå lige foran dem. Hvis de for alvor ville fastslå, hvor på livets træ den tasmanske tiger skulle placeres, kunne de blot have isoleret DNA fra mitokondrierne (del af cellerne med særligt DNA, red.) og sammenligne sekvensen med andre pattedyrs mitokondrielle DNA i en database på nettet,« siger Eske Willerslev.
Eske Willerslev understreger også, at hvis der virkelig var tale om en sensation, så ville resultaterne også være blevet offentliggjort i tidsskrifter som Nature og Science og ikke 'blot' PLoS one, som er det aktuelle videnskabelige tidsskrift for undersøgelsen.
Første gang
Det er dog første gang, at DNA fra et uddødt dyr har udført sin formodede funktion i et levende dyr af en anden art.
»Indtil i dag har vi kun været i stand til at studere gensekvenser fra udryddede dyrearter. Nu er vi kommet skridtet videre, og kan studere generne fra de uddøde dyr i hele, levende organismer,« siger Andrew J. Pask fra University of Melbourne i Australien.
Men det får nu ikke Eske Willerslev til at rejse sig op og klappe i hænderne:
»Man kunne jo også begynde at isolere genetiske elementer fra nulevende dyr - eller fra mennesker for den sags skyld - og putte det ind i mus for at vise, at de også virker i mus. Det kan godt være, at det fascinerer forskerne, men det er ikke noget, der kommer god og nyttig viden ud af. Vi ved jo fra tidligere, at generne er konserveret mellem arter og de udfylder ofte helt den samme funktion,« siger den anerkendte danske professor.
Kan Jurassic Parc blive til virkelighed? Når man vækker gammelt og uddødt DNA til live, så vil mange nok tænke tilbage på filmen Jurassic Parc, hvor dinosaurer pludselig atter så dagens lys. Spørgsmålet er så, om det i dag på nogen måde er realistisk, at vække tasmanske tigere, mammutter eller for den sags skyld neanderthalere til live igen?
Eske Willerslev tvivler, men vil ikke pure afvise det:
»Da jeg havde isoleret fossilt mammut-DNA, blev jeg kontaktet af skaberne bag det klonede får Dolly, som spurgte, om vi skulle indlede et samarbejde med det samme for øje. I første omgang var jeg meget skeptisk, men de har jo noget ekspertise, som jeg ikke har. Så: måske,« siger Willerslev.
En elefant med mammut-æg
Hvis projektet bliver sat i søen vil det rent praktisk ske ved, at man for eksempel tømmer et elefantæg for sit arvemateriale, og sætter mammuttens genom ind i det, og så derefter implanterer det i livmoderen på en elefant. Men Eske Willerslev tvivler på, at det overhovedet vil nå så langt:
»Problemet er, at når man finder fossilt mammut-DNA, så er der som regel ikke nogen intakte celler tilbage. Og man skal altså bruge et ekstrakt fra cellernes indre, for at kloningen skulle kunne lykkes. Så jeg tror vi må nøjes med minderne om de tasmanske tigere, mammutterne og dinosaurerne,« siger Eske Willerslev.
Undersøgelsen med genoplivning af uddødt tasmansk tiger-DNA er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLoS one under titlen: 'Resurrection of DNA function In Vivo from an Extinct Genome'. Andrew J. Pask et al. Maj 2008, volume 3, issue 5, side 1-5
