Nu er forskere fra Stanford University kommet frem til en metode, der kan varsle tsunamier 15-20 minutter før de rammer kysten.
Til sammenligning blev japanerne advaret højst 10 minutter, før tsunamien ramte i 2011. Det skriver LiveScience.
Varslingen sker på baggrund af en computermodel, der opfanger og lokaliserer de jordskælv, der potentielt kan medføre en tsunami.
Signalerne opfanges af seismiske monitorer og tryksensorer på bunden af havet. På den baggrund kan man forudsige størrelsesordenen på de bølger, der rammer kysten.
Sammen med seismiske rystelser, skaber undersøiske jordskælv også lavfrekvente lydbølger, der tager turen gennem havet.
Ikke nok med at lydsignalet hænger sammen med jordskælvets spændvidde, så er der også sammenhæng mellem det akustiske signal og størrelsen på tsunami-bølgerne, mener forskerne bag studiet, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Bulletin of the Seismological Society of America.
Der er dog stadig problemer med varslingerne, da det akustiske signal kan variere fra et område til et andet. Forskerne arbejder derfor på at indsamle så mange data fra tidligere situationer, så de i sidste ende kan afgøre, hvilket signal, der skal være opmærksomme på.
Læs også på Videnskab.dk: Fukushima var certificeret tsunami-sikker og Hør lyden af Fukushima-jordskælvet
































