En lille encellet organisme, der bevæger sig gennem vandet ved hjælp af fimrehår, kan måske vise sig at ændre på vores opfattelse af det globale kulstofkredsløb.
Det er i hvert fald påstanden fra John DeLong, der er en af forskerne bag et nyt studie, som er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.
Det skriver University of Nebraska-Lincoln i en pressemeddelelse.
I studiet har man undersøgt en bestemt art ciliater af slægten Halteria, der er en encellet organisme, som findes i ferskvand. Den lille bandit, der er overtrukket med fimrehår, viser sig at spise store mængder af en virus, som ellers huserer i vandet, kaldet chlorovirus.
\ En virovor
Et eksperiment viste, at organismen voksede kraftigt i et miljø med masser af chlorovirus omkring sig, mens væksten gik helt i stå uden virus at mæske sig i.
Organismen blev dermed bekræftet som en virusæder - eller en 'virovor', som forskerne udtrykker det. I princippet er virus da også en næringsrig diæt, forklarer forskeren bag forsøget.
»De består af virkelig gode sager: Nukleinsyrer, en masse kvælstof og fosfor,« siger professor John DeLong.
Chlorovirus inficerer nemlig grønalger, der dermed mister sit kulstof. Når det sker, flyder kulstoffet ud af grønalgerne og bliver spist af andre mikroorganismer. Det betyder, at kulstoffet går til spilde, da det så ikke bliver spist af vandets græssende dyr, såsom snegle, som blandt andet lever af grønalgerne. På den måde kommer kulstoffet aldrig ind i fødekæden, hvilket vil sige, at det ikke er til noget biologisk gavn.
»Det holder kulstoffet nede i en form for mikrobielt suppelag, der holder vandets græssere fra at tage energien ind i fødekæden,« siger John DeLong, der er professor i biologi ved University of Nebraska-Lincoln.
Men det er så her, ciliaterne kommer ind i billedet. For hvis de spiser virussen, kan det modbalancere den ufrugtbare cyklus, hvor energien fra kulstoffet ikke kommer fødekæden til gode. Med andre ord kan ciliaterne være med til at skabe en opadgående mobilitet, som virussen ellers ville undertrykke.
»Hvis du multiplicerer et groft estimat af, hvor mange virusser der er, hvor mange ciliater der er, og hvor meget vand der er, resulterer det i en massiv energibevægelse op i fødekæden,« siger John DeLong.
»Hvis dette sker i den skala, som vi tror, burde det fuldstændig ændre vores syn på det globale kulstofkredsløb.«
