Helikopteroptællinger og analyser af lort tyder på, at orangutanger tilpasser sig nye skovtyper på Borneo. Videnskab.dk følger en orangutang-forsker på sporet af de truede aber.
Viden om orangutangernes krav til levesteder er meget begrænset, fortæller Marc Ancrenaz. (Foto: Carsten Broder Hansen)
For femte gang samme dag bliver jeg brat og smertefuldt stoppet midt på stien. Endnu engang har en rattanpalme boret sine modhager ind i min kind. Det tynde skud er uhyre stærkt og med tre-fire små syle i huden allerede har jeg slet ikke trang til at forsøge at rive mig løs af fælden. I stedet vikler jeg mig langsomt og forsigtigt fri og sætter hurtigt efter Marc og assistenten Jamil.
Vi er i regnskoven på Borneo, og vi er 'på jagt' efter orangutanger. Marc signalerer til mig, at de igen har lokaliseret den unge orangutanghun, som vi har fulgt de sidste mange timer.
Vi hører tydeligt at grene knækker oppe i træet, og forsigtigt lister vi nærmere. Skumringen nærmer sig nu hastigt, og selv med en kikkert har jeg vanskeligt ved at skelne detaljerne i regnskovens trækroner. Højt oppe ser vi en lang arm skyde frem og resolut brække en bladfyldt gren af nabotræet.
Hunnen bygger rede
Hunnen er tydeligvis travlt optaget af at bygge en rede for natten, og de næste ti minutter overdøver lyden af knækkede grene og raslende blade alle andre lyde i skoven. Endelig er hun tilsyneladende tilfreds, og vi begynder igen at kunne høre cikader, fuglestemmer og moskitoerne, der summer omkring os.
Jamil binder en gul stump plastik på hunnens sovetræ, og derpå noterer han orangutangens data og træets position i sin medbragte lommebog. Tilbage i hovedkvarteret bliver det sammenholdt med tidligere observationer af det samme dyr, så det bliver muligt at kortlægge abens bevægelsesmønster, foretrukne sovesteder samt hendes territoriums omtrentlige udstrækning.
Den franske orangutangforsker Marc Ancrenaz har sammen med sin hustru Isabelle og flere assistenter studeret orangutanger i den malaysiske delstat Sabah på Borneo siden 1999.
Annonce:
Deres centrale undersøgelsesområde er i Kinabatangan Vildtreservat nær landsbyen Sukau, hvorfra Marc også rekrutterer de fleste af sine assistenter.
Orangutangen er stærkt udryddelsestruet både på Borneo og på Sumatra, der er de to eneste levesteder for Asiens store menneskeabe.
Forældreløse unger bliver afleveret i rehabiliteringscentre. (Foto: Carsten Broder Hansen)
Sideløbende med sin forskning har Marc etableret Kinabatangan Orangutang Conservation Project (KOPC) for dels at udbrede kendskabet til orangutangerne og dels igangsætte initiativer, der kan sikre deres overlevelse.
Ifølge Marc er der fortsat meget begrænset konkret viden om de krav til levesteder og arealstørrelser, som orangutanger kræver. Et af Marcs første forskningsprojekter, da han kom til Borneo, var derfor at foretage optælling af orangutangreder fra en helikopter.
»Vi ved, at en orangutang bygger en ny rede hver aften og ved at opdele vores undersøgelsesområde i et antal længdesnit, som helikopteren kan flyve langs, kunne vi lave en relativt nøjagtig optælling af antallet af reder i området. Resten var mest et spørgsmål om statistik, og selv om den slags observationer altid er behæftet med usikkerhed, fik vi et rimeligt godt skøn over den samlede population,« fortæller han.
Vanskeligt tællearbejde
Orangutangerne lever helst højt oppe i træerne. (Foto: Carsten Broder Hansen)
Sky dyr, der lever i regnskovenes trækroner, er altid vanskelige at tælle, og det samlede antal orangutanger, der er tilbage, har traditionelt været skønnet vidt forskelligt alt efter metoder og efter hvilket resultat, man var interesseret i.
Efter helikopteroptællingen er Marc blevet en smule mere optimistisk angående populationens størrelse:
Annonce:
»Forskerne angav typisk et tal på 15.000 til 20.000 dyr på Borneo og yderligere 10.000 på Sumatra. Vores nyere optællinger i Sabah tyder på, at der måske er helt op til mellem 5.000 og 10.000 dyr alene i denne delstat, og det er væsentlig højere end tidligere estimater,« siger han.
Kinabatangan Orangutang Conservation Project (KOCP)
Projektet blev startet i 1998 af Isabella Lackman-Arcrenaz og hendes mand Marc Arcrenaz, som begge forsker i orangutanger. Projektet samler midler og etablerer samarbejde med myndigheder og organisationer med det formål at skabe forståelse for orangutangfredning og naturbevarelse blandt lokalbefolkningen langs Kinabatangan-floden.
Traditionelt har lokalbefolkningen skaffet sig indtægter ved skovhugst, plantagedrift eller jagt, der er ødelæggende for orangutangernes overlevelsesmuligheder. En del af KOCP-projektet handler derfor om at finde indtægter, der ikke skader naturressourcerne I stedet uddanner projektet de lokale folk, så disse kan fungere som forskningsassistenter, turistguider, bådførere eller parkvagter.
Turismedelen af KOCP er organiseret i Red Ape Encounters og projektet samarbejder desuden med både The Australian Orangutang Project og det statslige Sabah Wildlife Department,
På billedet ses de ansatte forskningsassistenter i KOCP. Det er direktør Isabella Lackman-Arcrenaz længst til venstre. Desuden er ca. 35 personer ansat til at varetage projektets øvrige aktiviteter. (Foto: Carsten Broder Hansen)
Det betyder dog langtfra, at arten er uden for fare. Der foregår massiv rydning af regnskov både på Sumatra og på Borneo. Når skovene afløses af plantager og sekundær beplantning må menneskeaberne på kort sigt ændre spisevaner for at overleve.
Forskerne indsamler afføring
En del af forskningsindsatsen handler om at afdække disse ændringer, så næste dag er programmet indsamling af orangutang-lort!
Sammen med Jamil tager jeg ud til grænsen af vildtreservatet, hvor flere orangutanger har territorier, der overlapper oliepalmeplantager, og hvor der desuden er mindre landsbyer i nærheden. Under abernes sovetræer er det som regel nemmest at finde afføring, og efter nogle timers indsamling er Jamil tilfreds.
For femte gang samme dag bliver jeg brat og smertefuldt stoppet midt på stien. Endnu engang har en rattanpalme boret sine modhager ind i min kind. Det tynde skud er uhyre stærkt og med tre-fire små syle i huden allerede har jeg slet ikke trang til at forsøge at rive mig løs af fælden. I stedet vikler jeg mig langsomt og forsigtigt fri og sætter hurtigt efter Marc og assistenten Jamil.
Vi er i regnskoven på Borneo, og vi er 'på jagt' efter orangutanger. Marc signalerer til mig, at de igen har lokaliseret den unge orangutanghun, som vi har fulgt de sidste mange timer.
Vi hører tydeligt at grene knækker oppe i træet, og forsigtigt lister vi nærmere. Skumringen nærmer sig nu hastigt, og selv med en kikkert har jeg vanskeligt ved at skelne detaljerne i regnskovens trækroner. Højt oppe ser vi en lang arm skyde frem og resolut brække en bladfyldt gren af nabotræet.
Hunnen bygger rede
Hunnen er tydeligvis travlt optaget af at bygge en rede for natten, og de næste ti minutter overdøver lyden af knækkede grene og raslende blade alle andre lyde i skoven. Endelig er hun tilsyneladende tilfreds, og vi begynder igen at kunne høre cikader, fuglestemmer og moskitoerne, der summer omkring os.
Jamil binder en gul stump plastik på hunnens sovetræ, og derpå noterer han orangutangens data og træets position i sin medbragte lommebog. Tilbage i hovedkvarteret bliver det sammenholdt med tidligere observationer af det samme dyr, så det bliver muligt at kortlægge abens bevægelsesmønster, foretrukne sovesteder samt hendes territoriums omtrentlige udstrækning.
Reder tælles fra helikopter
Den franske orangutangforsker Marc Ancrenaz har sammen med sin hustru Isabelle og flere assistenter studeret orangutanger i den malaysiske delstat Sabah på Borneo siden 1999.
Deres centrale undersøgelsesområde er i Kinabatangan Vildtreservat nær landsbyen Sukau, hvorfra Marc også rekrutterer de fleste af sine assistenter.
Orangutangen er stærkt udryddelsestruet både på Borneo og på Sumatra, der er de to eneste levesteder for Asiens store menneskeabe.
Sideløbende med sin forskning har Marc etableret Kinabatangan Orangutang Conservation Project (KOPC) for dels at udbrede kendskabet til orangutangerne og dels igangsætte initiativer, der kan sikre deres overlevelse.
Ifølge Marc er der fortsat meget begrænset konkret viden om de krav til levesteder og arealstørrelser, som orangutanger kræver. Et af Marcs første forskningsprojekter, da han kom til Borneo, var derfor at foretage optælling af orangutangreder fra en helikopter.
»Vi ved, at en orangutang bygger en ny rede hver aften og ved at opdele vores undersøgelsesområde i et antal længdesnit, som helikopteren kan flyve langs, kunne vi lave en relativt nøjagtig optælling af antallet af reder i området. Resten var mest et spørgsmål om statistik, og selv om den slags observationer altid er behæftet med usikkerhed, fik vi et rimeligt godt skøn over den samlede population,« fortæller han.
Vanskeligt tællearbejde
Sky dyr, der lever i regnskovenes trækroner, er altid vanskelige at tælle, og det samlede antal orangutanger, der er tilbage, har traditionelt været skønnet vidt forskelligt alt efter metoder og efter hvilket resultat, man var interesseret i.
Efter helikopteroptællingen er Marc blevet en smule mere optimistisk angående populationens størrelse:
»Forskerne angav typisk et tal på 15.000 til 20.000 dyr på Borneo og yderligere 10.000 på Sumatra. Vores nyere optællinger i Sabah tyder på, at der måske er helt op til mellem 5.000 og 10.000 dyr alene i denne delstat, og det er væsentlig højere end tidligere estimater,« siger han.
Det betyder dog langtfra, at arten er uden for fare. Der foregår massiv rydning af regnskov både på Sumatra og på Borneo. Når skovene afløses af plantager og sekundær beplantning må menneskeaberne på kort sigt ændre spisevaner for at overleve.
Forskerne indsamler afføring
En del af forskningsindsatsen handler om at afdække disse ændringer, så næste dag er programmet indsamling af orangutang-lort!
Sammen med Jamil tager jeg ud til grænsen af vildtreservatet, hvor flere orangutanger har territorier, der overlapper oliepalmeplantager, og hvor der desuden er mindre landsbyer i nærheden. Under abernes sovetræer er det som regel nemmest at finde afføring, og efter nogle timers indsamling er Jamil tilfreds.
I laboratoriet bliver den indsamlede afføring analyseret og data sammenlignes med tilsvarende data fra Sumatra og andre regioner på Borneo.
»Efter fire år viser vores undersøgelser, at orangutanger kan overleve og forplante sig i sekundær skov, men det er stadig alt for tidligt at sige, om aberne også kan overleve på lidt længere sigt. Orangutangers mulige tilpasningsevne til en ny type af skov i fremtiden er en ekstremt kompliceret proces at dokumentere og forstå,« siger Marc Ancrenaz.
I laboratoriet bliver den indsamlede afføring analyseret og data sammenlignes med tilsvarende data fra Sumatra og andre regioner på Borneo.
»Efter fire år viser vores undersøgelser, at orangutanger kan overleve og forplante sig i sekundær skov, men det er stadig alt for tidligt at sige, om aberne også kan overleve på lidt længere sigt. Orangutangers mulige tilpasningsevne til en ny type af skov i fremtiden er en ekstremt kompliceret proces at dokumentere og forstå,« siger Marc Ancrenaz.
Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev for alle, som er vilde med det vilde.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
PhD., Adjunkt ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet samt Research fellow ved Institut for Psykiatri og Adfærdsvidenskab, Stanford Universitet.
Bliv klar til solformørkelsen 12. august. Vind to par solformørkelsesbriller ved at abonnere på Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev. Vi trækker lod blandt alle nyhedsbrevsmodtagere i juli.
