Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere aflyser CERN-sensation: Ny partikel flopper

Annonce:

Det vakte jubel i fysikerkredse, da forskere ved CERN i december 2015 opdagede, hvad man dengang troede var en potentiel ny elementarpartikel. Siden har fysikere ventet på bekræftelse af fundet, som kunne have ændret hele vores forståelse af fysik.

Men nu tyder det på, at den antydede partikel ikke var andet end et statistisk udslag. Det skriver newscientist.com.

Det er knap otte måneder siden, at forskerholdene bag de to detektorer ATLAS og CMS uafhændigt af hinanden observerede et bump i deres data ved området, der svarer til en masse på 750 gigaelektronvolt (GeV). Det var et bump, som ikke kunne forklares af den standardmodel, der normalt beskriver processer i den subatomare verden.

Læs også: Fysikere i ekstase: CERN har måske fundet en ny partikel

Siden er det blevet til mere end 500 mulige forklaringer på observationen, som kunne have ført til en genovervejelse af, hvordan partikler og krafter interagerer.

Men den opsigsvækkende 750 GeV-partikel eksisterer altså ikke. Nyheden blev ved en fejl lagt online i en videnskabelig artikel, som skulle have været fremlagt ved International Conference on High Energy Physics i Chicago fredag aften amerikansk tid. Artiklen fremlægger, at den nyeste datarunde ikke fandt nogle ekstra fotoner, hvilket indikerer, at opdagelsen af elementarpartiklen blot var et statistisk sammentræf

'Tabet' af den formodede partikel betyder, at forskere ikke længere har nogen guide i deres søgen efter fysiske fænomer hinsides standardmodellen. I stedet må de vente på næste bump fra CERN's partikelaccelerator LHC. Man ved, at standardmodellen er ufuldendt, da den ikke kan forklare mørk energi og mørkt stof, som udgør 95 procent af det kendte Univers; der må altså være noget mere derude.

Annonce:

»Vi har kun lige opstartet jagten. Vi kan gennemføre den i slutningen af dette år, eller i løbet af to eller tre år, men der er stadig muligheden, at det kan tage længere tid,« siger Tiziano Camporesi, som er talsperson for CMS, ifølge newscientist.com.