Det er ikke kun spædbørn, der forsøger sig med små lyde og anden form for kommunikativ leg.
Et nyt studie peger nemlig på, at flagermuse-unger af arten saksvinget flagermus fra central- og sydamerika (Saccopteryx bilineata), eksperimenterer med stemmen – eller pludrer – på samme måde som spædbørn, skriver Sciencenews.org på baggrund af et studie publiceret i tidsskriftet Science.
Ifølge mediet mener forskerholdet bag, at både mennesker og flagermus har udviklet evnen til at pludre som et forstadie til mere kompleks vokal opførsel – tale hos mennesker og sang hos flagermuse.
»Pludren fra flagermuse-unger er defineret af de samme kendetegn som pludren hos spædbørn,« siger Ahana Fernandez, ph.d. i dyrs kommunikation og forsker ved Museet for Naturhistorie i Berlin og førsteforfatter på studiet, ifølge Sciencemag.
\ Læs mere
For at studere flagermuse-ungernes pludren kategoriserede forskerne først otte forskellige kendetegn, der høres i pludren hos nyfødte babyer – blandt andet at det ikke blot er helt tilfældige lyde, der kommer ud, men at der er en vis rytme at finde.
»De producerer en type af stavelse på en rytmisk måde, ‘ba ba ba’ og skifter til den næste ‘da da da’,« siger Ahana Fernandez ifølge det amerikanske medie NPR.
Når forskerne bagefter gav sig til at lytte til flagermuse-ungerne, fandt de, at dyrets pludren, der for det menneskelige øre høres som en gentagen og høj kvidren, også bærer præg af rytme og andre systematiske gentagelser.
Lyde som ‘ba, ba, ba’ kan ganske vist ikke høres fra flagermuse-unger, pointerer forskeren, men det er altså opbygningen i deres kvidren, som også kan findes i deres sang, når de er fuldvoksne, der har flere ligheder med spædbørns.
Lyt til forskernes optagelser af flagermuse-ungerne videon nedenunder.
Ifølge Tecumseh Fitch, evolutionsbiolog ved universitetet i Wien, Østrig, er den nye forskning et »enormt vigtigt skridt fremad«, når det drejer sig om forskning i vokal læring, skriver Sciencenews.
»Disse fund peger på, at der er dybe paralleller mellem, hvordan mennesker og flagermuse-unge lærer at kontrollere deres vokal-apparat,« siger Tecumseh Fitch ifølge mediet.
»Arbejdet kan sætte gang i fremtidige studier, hvor forskere måske kan kigge dybere ned i den hjerneaktivitet, der understøtter vokal læring,« siger han.
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Læs mere
rhf