I ly af nattens mørke lige før morgengry dykker tusindvis af flagermus ned mod de intetanende japanere.
Hver eneste af de små, flyvende pattedyr er forsynet med en tidsindstillet bombe.
Flagermusene finder hurtigt frem til deres mål - husene i Osaka, hvor store dele af den japanske krigsindustri holder til.
Napalmbomberne antænder samtidig, og hele Osaka brænder ned til grunden.
Omtrent sådan forestillede det amerikanske militær sig, at krigen kunne vendes. Ideen kom fra en tandlæge med speciale i oralkirurgi.
Til angreb med flagermus
Den 60-årige dr. Lytle S. Adams fra Pennsylvania havde været på ferie i New Mexico. Her havde han blandt andet set millioner af flagermus forlade grotterne ved Carlsbad - et imponerende syn.
På vej hjemad den 7. december 1941 lyttede han til bilradioen, hvor det pludselig blev meddelt, at USA var blevet angrebet af japanerne. Uden varsel var Pearl Harbor blevet bombet.
Lytle Adams var oprørt over nyheden og gik straks i gang med at udtænke måder, hvorpå USA kunne gengælde angrebet. Og så kom han til at tænke på flagermusene.
\ Fakta
Man skal ikke tro, man skal vide! Og hvordan finder man så ud af det, man ikke ved? Man laver selvfølgelig et forsøg. Eksperimentet er helt centralt i videnskaben. Det er ikke nok at have en teori, man skal kunne bakke teorien op eksperimentelt - man skal vise, at den stemmer overens med de ting, man observerer i den virkelige verden. Ind imellem støder man på eksperimenter, som lyder ret langt ude - mærkelige forsøg, hvor man næsten tror, det er løgn. Dette er den 17. artikel i serien om sådanne opsigtsvækkende eksperimenter. Vi vil både præsentere nye og historiske forsøg, som på en eller anden vis er forunderlige - og ind imellem bare for underlige.
Hvad nu, hvis tusinder og atter tusinder af de små dyr blev forsynet med bomber og sluppet fri over japanske byer?
Flagermusene ville fordele sig over et stort område og søge ly i huse af træ eller bambus uden at blive bemærket af japanerne.
Når de tidsindstillede bomber gik af, ville de sætte ild til et utal af huse, og store dele af byen ville forsvinde i flammerne - et frygteligt, dødbringende angreb, der var svært at forsvare sig imod.
Præsidenten var med på idéen
I januar 1942 sendte Lytle Adams sin idé til præsident Roosevelt, og der blevet taget godt imod den.
Den opfindsomme tandlæge blev hyret til at videreudvikle sin plan i samarbejde med militærfolk.
Først skulle holdet finde en passende flagermusart.
De kørte rundt i USA og undersøgte tusindvis af grotter og miner, før valget faldt på den lille mexicanske buldogflagermus.
Dem var der masser af i Texas, og de kunne flyve med en bombe, der vejede tre gange så meget som dem selv.
Kemikeren Louis Fieser, der havde opfundet napalm - en form for benzin-gelé - fik til opgave at udvikle brandbomberne til flagermusene.
Han designede små bomber i to størrelser på 17 og 28 gram, forsynet med et sindrigt antændingssystem, så de automatisk gik af et bestemt antal minutter efter frigivelsen af flagermusene.
1.000 bombeflagermus i hver beholder
Der blev også udviklet forskellige former for beholdere til flagermusene, blandt andet en cylinder, der kunne rumme godt 1.000 flagermus.
Beholderne skulle smides ud fra fly og dale i faldskærm mod jordoverfladen, så flagermusene fik tid til komme ud og flyve mod målet med bomberne.
Militærfolkene forestillede sig, at 10 bombefly, hver med 100 cylindre fyldt med flagermus, kunne lette fra Alaska og frigøre den dødbringende last - en million flagermus med hver sin brandbombe - over byerne ved Osaka-bugten i Japan.
I maj 1943 blev 3.500 flagermus indfanget med net og lagt på køl, hvilket fik dem til at gå i dvale. De blev fløjet til en militærbase i Californien, hvor en lille bombe-attrap blev hæftet til brystet af hver af dem.
Nu kunne forsøgene for alvor gå i gang.
Generalens bil futtede af
Fem gange blev en beholder fyldt med flagermus fløjet op i halvanden kilometers højde, hvorfra den blev droppet. Men disse første forsøg gik ikke særlig godt.
Mange af flagermusene vågnede aldrig af dvalen og faldt direkte i døden.
Militæret gav dog ikke så let op. Projektet blev flyttet til en flyvestation i New Mexico, hvor forsøgene blev genoptaget.
Her slap nogle flagermus med brandbomber fri ved et uheld, og der gik ild i en hangar og angiveligt også i en generals bil.
Kort tid efter opgav hæren projektet og overgav det til søværnet, der gerne ville give det en chance mere.
Men selv ikke under det seje navn 'Project X-Ray' blev det en succes.
Godt nok lykkedes det at antænde adskillige brande i forskellige forsøg, men de små brandbomber var ikke kraftige nok, så brandene gik ofte ud af sig selv.
Admiralen sagde stop
Til Lytle Adams' store skuffelse blev projektet stoppet i midten af 1944.
På det tidspunkt gik det op for den øverstkommanderende for den amerikanske flåde, flådeadmiral Ernest King, at der ville gå et års tid mere, før flagermusene blev klar til kamp. Så længe kunne han ikke vente.
Mere end 6.000 flagermus blev brugt i forsøgene, der kostede de amerikanske skatteydere et par millioner dollar.
I stedet for at blive besejret af flagermus med brandbomber, måtte japanerne strække våben efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945.
