I anledning af sommerferien genudsender vi vores bedste historier fra dyrenes verden. Denne artikel blev første gang publiceret 13. maj 2008.
De fleste ved, at flagermus udsender nogle lyde, der er så høje i frekvens, at vi ikke kan høre dem med vores ører.
Men nu viser et nyt studie, at dyret blæser lyden ud med en ekstremt høj lydstyrke, der overgår selv den mest øredøvende rockkoncert.
Studiet er udført af lektor Annemarie Surlykke fra Biologisk Institut, Syddansk Universitet, samt hendes tyske kollega Elisabeth Kalko fra Ulm Universitet i Tyskland.
Forskningen afslørede, at flagermusene udsendte helt ekstreme lydtryk – 140 dB målt 10 cm fra flagermusens mund, hvilket er det højeste lydtryk, der er registreret hos noget dyr.
Til sammenligning er lydniveauet ved en rockkoncert 115-120 dB og for mennesker er smertegrænsen for lyd omkring 120 dB.
»Vi er de første i verden, der har undersøgt, hvor kraftige flagermusens sonar er. Det er smaddervigtigt, hvor kraftig en lyd dyret udsender, for lydstyrken afslører, hvor lang en rækkevidde dyret har, altså hvor meget den kan ‘se’ af omgivelserne. Og det fortæller igen noget om dens niche, altså under hvilke forhold den lever og finder føde,« siger Annemarie Surlykke.
Serie af mikrofoner optog lyden
De to forskere har studeret 11 arter af tropiske flagermus fra Panama ved hjælp af lydoptagelser og fotografering.
Flagermusenes lyd blev optaget med en tre mikrofoner, der var placeret ved siden af hinanden. Når flagermusen fløj forbi mikrofonerne, ramte lyden først den yderste, så den midterste, og til sidst mikrofonen længst væk.
Ved hjælp af almindelig trigonometri kunne forskerne herefter beregne dyrets afstand til mikrofonerne og dermed også dets bevægelser igennem luften.
Beregningerne viste, at de flagermus, som udsendte de høje frekvenser, også var de dyr, der udsendte den kraftigste lyd og omvendt.
Årsagen er, at lyden bliver dæmpet af luft, og jo højere frekvensen er, des større er dæmpningen. De højfrekvente lyde ville derfor ikke nå ret langt ud i omgivelserne, hvis de blev udsendt med lav lydstyrke. Derfor bliver de flagermus, der bruger lyder med høje frekvenser, også nødt til at skrue voldsomt op for lydstyrken.
Afstanden en nøglefaktor
Forskernes undersøgelse er det første sammenlignende studie af biosonar, hvor der også er målt på intensiteten.
Den viser, at alle flagermus-arter registrere insekter på nogenlunde samme afstand, selv om de udsender lyde med vidt forskellig frekvens og lydstyrke.
»Vi er blevet betydeligt klogere, fordi vi troede, at der ville være en stor forskel på den afstand, som de forskellige arter ville detektere deres insekt. Men det viser sig, at dyrene, der udsender de høje lydfrekvenser, skruer på lydtrykket for at kunne detektere deres bytte på den samme afstand. Afstanden har altså tilsyneladende været en nøglefaktor i evolutionen af sonaren,« siger Annemarie Surlykke.
Annemarie Surlykkes forskning bliver fulgt med stor interesse af ingeniører, der arbejder på at udvikle biometriske robotter, der kan finde vej og bevæge sig fremad efter samme principper som flagermusen kan.
»Ingeniørerne er meget interesserede i vores data. Evolutionen har brugt rigtigt mange år på at udvikle sonaren, så i stedet for at opfinde den dybe tallerken, kan de lige så godt tyvstjæle idéerne fra naturen,« fortæller Annemarie Surlykke.
I anledning af sommerferien genudsender vi vores bedste historier fra dyrenes verden. Denne artikel blev første gang publiceret 13. maj 2008.
