Fisk svømmer i stimer for at undgå rovdyr og for at øge deres chancer for at finde føde.
Men ifølge ny international forskning er det ikke ligegyldigt, hvor i stimen den enkelte fisk befinder sig.
Fisk, der svømmer forrest i stimen, har mulighed for at vælge den bedste føde, mens fisk der svømmer bagerst, udnytter slipstrømmen fra de andre fisk til at bruge så lidt energi som muligt.
Selvom fisk hverken har cykler eller planer om at deltage i verdens hårdeste cykelløb, så er deres adfærd alligevel let at sammenligne med feltet i Tour de France.
Hvis en fisk ikke har fysikken til at ligge forrest i stimen, så kan den bruge mindre energi ved at lægge sig bagerst.
Præcis det samme ser vi i slutningen af juli, når Tour de France feltet tordner ned ad Champs-Élysée.
Fisk ”ligger på hjul” af hinanden
Ved at svømme bagerst i stimen kan fisk udnytte slipstrømmen, fra dem der ligger forrest, præcis som cykelryttere kan.
»Hver gang en fisk slår med halen, skaber den en strømhvirvel bag sig. Når to fisk svømmer ved siden af hinanden, skaber de et felt i slipstrømmen bag sig, hvor vandet er i fremadrettet bevægelse. Svagere fisk kan udnytte det fremadrettede vand til at bruge færre slag med halen, og derfor også mindre energi,« forklarer professor mso. John Fleng Steffensen fra det Marinebiologiske laboratorium på Københavns Universitet.
Ved at studere fisk i en svømmetunnel, har forskerholdet bag undersøgelsen fundet ud af, at de fisk, der svømmer bagerst i stimen, bruger op til 12% mindre energi, end dem, der svømmer forrest.
Samtidig så de, at de fisk, der svømmer forrest, også rent praktisk er nødsaget til at bruge flere slag med halen, end de fisk, der ligger bagerst.
Et øget antal slag med halen er et direkte udtryk for et øget energiforbrug.
Forskerholdet fandt også ud af, at de fisk, der svømmer bagerst, ikke gør det, fordi de er dovne, men fordi de er de svageste i flokken.
De stærkeste fisk vælger at svømme forrest, hvor de har adgang til at vælge først blandt den mad, som stimen svømmer ind i.
Op på kondicyklen
Forskerholdet brugte forskellen mellem fisks iltforbrug i hvile og maksimale iltforbrug til at afgøre, hvor stærk den enkelte fisk var.
I en svømmetunnel blev fisk udsat for vand i bevægelse, der betød, at de måtte svømme med tæt på deres maksimale hastighed.
»Man kan sammenligne det med at sætte folk på et løbebånd og få dem til at løbe, til de til sidst falder af løbebåndet af træthed. Det samme gjorde vi med fiskene, hvor vi udsatte dem for høj hastighed i vandet. Til sidst kunne fiskene ikke følge med og klaskede mod bagkanten af svømmekammeret. Umiddelbart efter tog vi dem over i et andet respirometer og målte deres iltforbrug,« fortæller John Fleng Steffensen.
Iltforbruget målte forskerne ved at se, hvor hurtigt iltmængden i vandet forsvandt, efter fisken var placeret i respirometeret.
De stærkeste svømmer forrest
Forskerne observerede fisk i stimer på otte individer, og sammenlignede det med, hvor stor forskellen var på den enkelte fisks iltforbrug i hvile og maksimale iltforbrug.
Derved kunne forskerne se, at de fisk, der lå forrest, var de fisk, der kunne øge deres iltforbrug mest. De fisk, der lå bagerst, var dem, der kunne øge deres iltforbrug mindst.
Derved fastslår forskergruppen, at de fisk, der er stærkest, også er de fisk, der svømmer forrest.
Men det er kun, når stimen bevæger sig med høj hastighed, som f.eks. når de jager eller er på flugt, at det er de stærkeste fisk, der svømmer forrest. Ved lavere hastighed er fiskene mere blandet i stimen.
Kampen om ressourcerne
»Fiskestimer kan være op til én kilometer lange, én kilometer brede og op til 100 meter dybe. Det er klart, at med så mange fisk bliver føden støvsuget op af de forreste, og der er kun lidt eller slet ingen føde tilbage til dem, der svømmer bagerst i stimen. Til gengæld bruger de fisk, der er bagerst i stimen, mindre energi, og har derfor stadig mulighed for at følge med flokken,« forklarer John Fleng Steffensen.
